Vej til arbejdsmarkedet går via Vrå

Virksomhedscentret bidrager til at øge arbejdsstyrken hos Fynbo Foods i Vrå.

94

Hos Fynbo Foods i Vrå er der 14 nationaliteter blandt de knap 100 medarbejdere på marmelade-virksomheden, skriver Hjørring ErhvervsCenter. En del heraf er rekrutteret via virksomhedscentret hos Fynbo Foods.

Men ikke kun flygtninge og indvandrere integreres via virksomhedscentret. Også danske ufaglærte, der har stået udenfor arbejdsmarkedet, sluses ad den vej i retning af et job, og Fynbo Foods yder dermed sit bidrag til at øge arbejdsstyrken og mindske antallet af personer på offentlig forsørgelse.

Virksomhedscentret er et samarbejde mellem Fynbo Foods og Jobcenter Hjørring. Tilsvarende aftaler findes på et halvt hundrede andre virksomheder i Hjørring Kommune.

For virksomheden indebærer aftalen, at den løbende stiller fire praktikpladser til rådighed for ufaglærte, der henvises fra jobcentret.

De henviste personer har barrierer af varierende karakter og omfang for uden videre at kunne indgå i et job. Det kan være fysiske eller psykiske problemer, men i de seneste år har de sproglige barrierer hos de mange flygtninge, der kom hertil i 2016, været dominerende.

Praktikopholdet hos Fynbo Foods skrues sammen, således at det passer til den enkelte. Det varer mellem 4 og 13 uger, og arbejdstiden er tilpasset individuelt, således at en udlænding for eksempel kan kombinere praktikken hos Fynbo Foods med undervisning i dansk på en sprogskole.

Produktionschef Per Kristiansen fra Fynbo Foods har erfaring med, at det er helt afgørende for flygtninge at komme over sprogbarrieren, og at det lykkes bedst, når undervisningen på skolen kombineres med praktisk brug af det danske sprog ude i ”virkeligheden”.

Fynbo Foods har selv aftaget en del af de personer, som har været i praktik, og virksomheden har modtaget Hjørring Kommunes Integrationspris for sin indsats.

Richard Fynbo, adm. direktør for Fynbo Foods, begrunder virksomhedens aktive indsats på området med et ønske om både at tage et socialt ansvar og at bidrage til at øge arbejdsstyrken i en tid, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Jobcenter Hjørring er lige nu ved at forny alle sine virksomhedscenteraftaler og forventer at være klar med cirka 50 aftaler den 1. juni.

Ole Bendix, der er leder af Virksomhedsservice hos Jobcenter Hjørring, siger, at virksomheder med virksomhedscenter har en stærk CSR-profil, og at de er vigtige medspillere i beskæftigelsesindsatsen. Ofte hjælper de borgere i en positiv retning, og ikke sjældent ender forløbene med en ansættelse.

På billedet øverst ses Fynbo Foods firmafodboldhold afspejler den nationale mangfoldighed på virksomheden. Otte forskellige nationaliteter er repræsenteret blandt de ni spillere.

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments