
De små pyramider af sten, som kaldes varder og enhver vandrer i de nordiske fjelde formentlig har set, tjener som pejlemærker i ødemarken. Senest har vi set dem under et Viking Cruise til Island. Varder ligner imidlertid også et sammensat ord. Sat sammen af var og der. Jeg var der. Vi var der. Varder.
Nogen havde tydeligvis også en augustdag i 2008 været på stranden nedenfor Hirtsthals Fyr. Dengang vrimlede det i hvert fald med disse skulpturelle stabler af sten, som end ikke en strid vind fra sydvest kunne vælte. Sidenhen har vi set dem lavet flere gange samme sted, men aldrig så mange og flotte som dengang.
Under alle omstændigheder er det udtryk for en spontan og skulpturel kreativitet, som er både smuk og dekorativ i klitterne og på den stenrige strand ved Hirtshals Fyr.
Efter offentliggørelsen af artiklen og modtagelsen af et foto fra Marion Peußner ved vores link på Facebook gik vi en tur på stranden og fandt i løbet af kort tid denne søndag tre små varder nedenfor Hirtshals Fyr.