Der skal senest næste år være Folketingsvalg, og ingen ved, om det kommer inden. Begynder alle Folketingsmedlemmer at følge det, de har lovet, kommer valget snart, vælger nogle fortsat at hoppe fra den ene sten til den anden for at undgå valg, så kommer valget først engang næste år.
En del kandidater til en post på Christiansborg ved godt, at det er nødvendigt at markere sig hele tiden – ikke blot de sidste uger før et valg.
En af dem er det nuværende folketingsmedlem, socialdemokraten Rasmus Prehn, der stiller op til genvalg i Hjørring-kredsen.
-Der er meget på spil. Derfor har vi brug for at flest mulige er med, og at vi forbereder os bedst muligt, siger Rasmus Prehn, der inviterer til socialdemokratisk valgkampskonference på Vrå Højskole søndag den 15. april fra klokken 9.30 – 15.00.
-Der er både brug for dig, der har prøvet det før, og dig der er helt ny. Alle er velkommen – også bare på en kigger. Der er brug for dig, der vil bruge mange kræfter i valgkampen – men også dig, der kun vil lave en lille smule eller endnu ikke ved, hvad du kan overskue, men måske bare er nysgerrig eller har lyst til at se, hvad det er.
På konference i Vrå bydes blandt andet på…
– Oplæg om socialdemokratiets og Rasmus Prehn’s politik
– Om politisk kampagnearbejde når det er allerbedst
– Intro til forskellige kampagneredskaber, herunder særligt facebook og presse-events
– Hør også Rasmus Prehn fortælle om sine kampagneidèer og overvejelser
– Du vil også selv kunne komme til orde med ideer, forslag eller indspark
– Vi begynder med Vrå Højskoles legendariske bruch med hele dynen af lækkerier og masser af kaffe og te, og så går det ellers løs, fortæller Rasmus Prehn.
På mødet vil der være indlæg fra blandt andre:
– Helge Toksvig Bjerre, manden bag 3Fs kampagne mod højere pensionsalder og den succesrige valgkamp for landets yngste borgmester, Holbæks Christina Krzyrosiak (S)
– Helena Mikkelsen, forbundssekretær i FOA
– Arne Boelt, Borgmester i Hjørring
– Frank Tronborg, formand for 3F Skagerak
– Hugo Frank Andersen, asfaltarbejder og kendt fra debatten på DR2
– Pernille Buhelt, regionsrådsmedlem, S
– Kirstine Wiese Kronborg fra kampagnebureauet Mærkesag, som vil fortælle om facebook kampagne
– Folketingsmedlem Rasmus Prehn, S
Der vil løbende være kaffe, the, vand med videre, og om eftermiddagen bliver der også serveret en bolle eller andet let spiseligt.
Det er gratis at deltage og tag gerne en ven eller nabo med.
Husk tilmelding til manja.sand@ft.dk senest søndag den 8. april