Valgkamp i vandkanten

Blandt de første på gaden i den lokale valgkamp var Færgekroens indehaver Christian Winther Borup sammen med Jacob Jensen og Jens Mølgaard Jespersen med plakater til støtte for den konservative Daniel Rugholm.

17

Statsminister Helle Thorning-Schmidt udskrev onsdag kl. 11.00 det længe ventede valg til Folketinget. Valget bliver afholdt den 18. juni.

– Valget er klart. Tiden er den rette. Nu er det op til danskerne. Jeg har derfor indstillet til hendes majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget til afholdelse 18. juni, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Danskerne og vendelboerne skal dermed til stemmeurnerne. De velforberedte nordjyske folketingskandidater er da også allerede godt i gang med valgkampen.

I Hirtshals var Venstres tro væbnere nogle af de første på gader og stræder med plakater af Karsten Lauritzen, men rundt omkring i byen var også hurtigt kontrafejet af socialdemokraten Peter Duetoft.

På færde var først på aftenen tillige Færgekroens indehaver Christian Winther Borup, der meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti i 2014. Han var på gaden sammen med Jacob Jensen og Jens Mølgaard Jespersen.

De tre konservative musketerer, som forståeligt nok havde ualmindelig travlt i kapløbet om de attraktive pladser på lygtepælene, var selvfølgelig ude med plakater for den nordjyske spidskandidat Daniel Rugholm. Flere end 100 af dem skulle i en fart hænges op i lokalområdet, som ud over Hirtshals blandt andet er Horne og Tornby.

– Jeg glæder mig til at møde nordjyderne til valgmøder, på gaden og i debat på de sociale medier. Nu skal der kæmpes for en ny regering og et godt valg til Det Konservative Folkeparti, så vi kan få mere frihed til danskerne, mere tryghed for familierne og få styrket konkurrenceevnen for vores virksomheder, landbruget og fiskeriet, skriver Daniel Rugholm samtidig på Facebook.

FlaskePosten ser frem til at dække den lokalt vinklede valgkamp i vandkanten frem til den 18. juni, hvor vi alle har muligheden for at gøre vores demokratiske stemme gældende.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments