
Anker har som ord og begreb mange betydninger, da det både kan være et drengenavn og rummål, men for os heroppe i vandkanten er det naturligvis først og fremmest en konstruktion til at fastgøre et skib eller en båd til et vandområdes bund.
Desuden er ankeret også et markant symbol i mange sammenhænge som eksempelvis udtryk for håb sammen med korset for tro og hjertet for kærlighed. Et stort anker af den mere håndgribelige slags er imidlertid nu blevet købt af indehaver Per Windahl Jensen og placeret foran Hotel Hirtshals ud mod Havnegade. I forvejen har Den Gule Kro et stort og flot gammelt anker liggende ud mod Jørgen Fibigers Gade.
– Vi har været lidt i tvivl om, hvor det nyligt anskaffede skulle placeres. Først overvejede vi pladsen bag værelsestårnet, men med den nuværende placering får byen også glæde af det, da det kan ses fra vejen, fortæller Pers bror Pelle, da FlaskePosten i en anden anledning kigger indenfor på Hotel Hirtshals.
Ankeret skulle for resten ifølge vedholdende rygter på Den Gule Kro være hentet op fra det tyske krigsskib Blücher, som under Operation Weserübung blev sænket i Oslofjorden tidligt om morgenen den 9. april 1940 af norske kystbatterier placeret på fortet Oscarsborg.
Hvis nogen af helt uransagelige grunde skulle tvivle bare det mindste på sandheden af den skipperskrøne, kan de da bare sætte kurs mod Norge for at dykke ned på bunden af Oslofjorden, hvor de angiveligt ved selvsyn kan få bekræftet, at der mangler et anker på vraget af Blücher.