Holdånd i Hirtshals og BTI

Underholdningsværdien af sport afhænger heldigvis ikke udelukkende af taktisk snilde og teknisk formåen, men ligeså meget af holdånd og socialt sammenhold.

3

Da U13 drengene fra Team Horne/Hirtshals mandag kl. 17.30 mødte deres jævnaldrende fra BTI vidste dem, som kender begge hold, at der kunne blive tale om en både jævnbyrdig og underholdende kamp på Hirtshals Stadion.

Holdet fra BTI har nemlig kun spillet sammen i højst tre år og tabte i de første mange måneder alle deres kampe, men mistede ikke af den grund hverken gnisten eller lysten. Helt så usikker en start har holdet i det nye samarbejde mellem drengene fra Horne og Hirtshals måske ikke fået, men de har det tydeligvis også fantastisk godt sammen med deres unge træner Jens Mølgaard Jespersen.

Under den relativt målrige kamp faldt der således utallige morsomme bemærkninger fra begge holds trænere til de engagerede spillere, når adskillige af kampens mange chancer til begge hold blev brændt, men drengene svarede igen i samme muntre og respektfulde tonefald.

Det skal selvfølgelig i retfærdighedens navn oplyses, at dysten endte med en sejr til gæsterne på 2-4, men det vil i hvert fald for nærværende skribent være den holdånd og glæde, som kampen blev spillet med, der bliver husket.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments