Usikkerhed om ulykken i Sindal

Direktøren for Nordjyske Jernbaner mener ikke, der er behov for afskærmning langs skinnerne.

7112
Foto: Arkiv.

Det er for tidligt at sige, hvordan det kunne ske, at en 61-årig mand i lørdag eftermiddag faldt ned mellem toget og perronen på Sindal Station.

Toget kørte mandens ben over, og han endte med at dø med skaderne. Havarikommissionen er stadig i gang med deres undersøgelser, men ifølge direktør for Nordjyske Jernbaner, Peter Hvilshøj tyder de første indberetninger på, at den 61-årige ikke er faldet ned på skinnerne i forbindelse med udstigningen.

– Det er dybt tragisk. Havarikommission er i gang med deres undersøgelser, og der er stadig usikkerhed om, hvad der præcis er sket.

Nordjyske Jernbaner har videokameraer ved dørene, så lokoføreren kan følge med i, om passagererne er steget af eller på. Han kalder ulykken for dybt tragisk, men har derudover ikke flere kommentarer, før Havarikommissionen undersøgelse er færdig.

Peter Hvilshøj mener på trods af ulykken ikke, at der er brug for afskærmning langs skinnerne, som man kender det fra blandt andet metroer.

– Det her kan desværre ikke kun ske ved perroner. Det kan ske alle steder, hvor man krydser skinnerne, modsat metroen, der er et lukket system, siger han og tilføjer:

– Det, der er vigtigt for os, det er, at passagererne holder afstand til perronkanten, både når de ankommer, men også når de forlader perronen, for selvom et tog ankommer langsomt, så har lokomotivføreren ikke en chance, hvis der er én, der snubler.

Lokomotivføreren, der ikke opdagede, at det over 70 ton tunge tog kørte over den 61-åriges ben, blev efterfølgende taget ud af vagten og tilbudt krisehjælp.

Kilde: TV2 Nord.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Claus Christensen
4 år siden

At det ikke er nødvendigt med et rækværk ved perronen hvis folk bare holder afstand er da det dummeste vrøvl kg længe har hørt. Min kammerat mistede for mange år siden livet da han faldt ud foran toget nøjagtig samme sted og havde der været et rækværk var det aldrig sket hverken med ham eller den 61 årige. Tag dog og forstå at det nemlig er lige nøjagtig her der kan være trængsel når der er mange som skal med toget og ikke ude på Lars tyndskids marker som du udpeger som også værende farlig hvis ikke man holder afstand. Kan Direktøren for nordjyske jernbaner slet ikke få tanken at nogen ved et uheld får et skub eller en mor eller far ved et uheld ikke lige har styr på to tre børn som hurtigt skifter retning for slet ikke at snakke om en hel børnehave der skal på tur?? Eller en fuld person som ikke har styr på benene?? Der er lige blevet brugt millioner af kroner på nyt signalsystem men et rækværk der kan redde menneskeliv er helt utænkeligt. Vor herre til hest siger jeg bare til Direktørens mening. Han var ikke den første der var uheldig og næppe den sidste. Hilsen en nabo til Sindal Station.

Jens Andersen
4 år siden

Hej Claus.
Det er godt når et menneske med stor indsigt i komplekse problematikker, kan forklare selv det indviklede meget enkelt.
Og du har selvfølgelig helt ret, der skal da være et rækværk på samtlige perroner.
…og selvfølgelig også ved alle havnekajer, da det jo er næsten ensbetydende med den sikre død, hvis man falder i det iskolde vand om vinteren.
…og selvfølgelig også ved alle fodgængerovergange, da der jo kunne komme en lastbil forbi, og hvis man går lige ud foran, er det formodentlig også dødbringende.
…og selvfølgelig skal der i det hele taget være rækværk ud mod samtlige veje, da der jo kører masser af biler og store køretøjer.
…og selvfølgelig samtlige steder, hvor det kunne tænkes at man kunne komme til skade.
[/Ironi kan være anvendt]