Usædvanlig koncert i Uggerby Kirke

Fredag den 3. august kl. 19.30 finder der en Vendsyssel Festival-koncert sted i Uggerby Kirke.

151

Fredag den 3. august kl. 19.30 kan man i Uggerby Kirke høre Bachs berømte klaverkoncert i d-mol, et klaverstykke af Mendelsohn og Jacob Gades populære Tango Jalousie – alt sammen spillet på akkordeon med eller uden strygere af Ensemble ODEON.

Det viser sig at den moderne version af ’knap-harmonikaen’, mere korrekt kaldet akkordeon, kan spille stort set alt, hvad der er skrevet for klaver og harpe, og for den sags skyld andre instrumenter. Og det lyder slet ikke af sømandsvals eller svensk ’drag-spil’ og polska.

Strygeensemblet ODEON bliver ved denne koncert ledet af violinisten Yana Deshkova. Hun er til daglig koncertmester i Aalborg Symfoniorkester. I front er akkordeon-solisten Julija Skipore, uddannet i Letland og på Syddansk Musikkonservatorium. Til trods for deres udenlandsk klingende navne, har ensemblet rod i Odense, og tæller professionelle musikere med stor erfaring fra de danske musikscener. Strygerne høres også for sig selv i strygekvartetten ’Jacobs Kamp’ skrevet af kirkens organist, Rolf Ruggaard.

Oplev det humørfyldte og velspillende ensemble i en fantastisk palet af akkordeon-toner i barok, klassisk og nyere tango-musik. Koncerten er arrangeret af Uggerby Menighedsråd. Se også www.tversted-pastorat.dk.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments