Upåagtet kulturel og lokalhistorisk guldgrube udenfor Uggerby

Skeen Møllegaard er et fornemt eksempel på de lokalhistoriske og kulturelle perler, der gemmer sig rundt omkring i det nordvestlige Vendsyssel.

625

Under coronakrisen er det betryggende at kunne konstatere, at vi ikke behøver rejse til Rom eller Athen for at få en helt unik kulturel oplevelse, idet vi såmænd bare kan springe på jernhesten og cykle lidt rundt i det nordvestlige Vendsyssel.

Bindslev Skoles 4. klasse på gårdspladsen foran Skeen Møllegaard.

Det gjorde 4. klasse fra Bindslev Skole onsdag i selskab med deres lærer Rita Grønkjær, idet de cyklede til Skeen Møllegaard. Her havde klassen en aftale med skolens faste lærervikar Irene Bastholm, hvis søn i dag bor på slægtsgården, der ligger mellem Uggerby og Mygdal.

Irene Bastholm fortalte blandt andet historien om det totalt renoverede lysthus, der endnu den dag i dag står i haven, som det i sin tid blev bygget ved Skeen Møllegaard.

Det er nemlig Irene Bastholm og gemalen Kaj Kristensen, der har æren af at have forvandlet gården og stedet til en smukt poleret kulturel og lokalhistorisk perle af de helt sjældne, hvilket vel at mærke er sket uden offentlig støtte endsige anden tilskyndelse end kærlighed til gården og egnen.

Skeen Mølle i 1898.

Ankommet til stedet blev klassen delt op i to grupper, som på skift fik en rundvisning i de lokaler, der møjsommeligt og med stor viden er indrettet for at dokumentere gårdens historie i slægtens eje og dens betydning for lokalsamfundets udvikling.

Udstillingen rummer et overflødighedshorn af sager fra en forlængst svunden tid på Skeen Møllegaard.

I historiens løb har der været tre møller i forbindelse med gården. I dag er den opstemmede møllesø dog borte og afløst af en naturskabt sø med udsatte ørreder og ål samt dammuslinger. Her på græsset boltrede den gruppe, der ikke var inde til rundvisning, sig lystigt som en flok kåde kvier og kalve.

Den nuværende sø foran Skeen Møllegaard.

Det lokalhistoriske overflødighedshorn er umuligt at yde retfærdighed med få ord, fordi det rummer så mange små historier, som dog heldigvis via værtens viden og formidlingsevne er flettet flot sammen til en sammenhængende fortælling om Skeen Møllegaard.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments