Den 1. oktober har Lønstrup Café Bio overtaget baren fra sommerforpagteren af Caféen, så det nu er deres egne frivillige, der står for alle funktioner i huset.
Det er ifølge de frivillige hyggeligt at indtage huset helt og pakke alle deres egne ting ud, og de starter da mildest talt også op med fuld musik. Denne weekend byder på “Ser du månen, Daniel” med foredrag af gidselforhandler før filmen på mandag, og søndag er der premiere på Børnebiffen.
Børnebiffen Lønstrup er som tidligere omtalt på FlaskePosten.nu et nyt initiativ under Lønstrup Café Bio, som er opstået på opfordring fra en lokal forældregruppe. Initiativet sker i et samarbejde med Det Danske Filminstitut og er støttet af fondsmidler fra Hjørring Kommune og Spar Nord Fonden. Derfor kan de tilbyde gratis adgang for alle. Se info om de enkelte forestillinger i programmet her. Følg desuden Børnebiffen på Facebook her
I næste uge sker der desuden noget hele seks dage med fire meget forskellige arrangementer. Herunder kan du læse mere om det første live-streamede foredrag fra Aarhus Universitet i denne sæson, om en prisbelønnet Polanski-klassiker med Jack-Nicholson, om Anders Mattesens nyeste film og om en festlig koncert med både traditionel og ny skotsk og irsk musik.
På krydstogt ud i Solsystemet – foredrag. Gratis adgang
8. Oktober kl. 18.45.
Offentlige Foredrag Naturvidenskab – Direkte transmission fra Aarhus Universitet
På rumkrydstogt ud i Solsystemet, ved professor i astrofysik Hans Kjeldsen
Foredraget er en opdateret udgave af et tidligere foredrag, da de sidste års forskning har åbenbaret nye egenskaber ved Solsystemet med langt større diversitet og mangfoldighed af fænomener end man forestillede sig var muligt
(Støttet af Carlsbergfonden)
Chinatown
9. Oktober kl. 19.30
USA 1974, Roman Polanskis stilsikre film noir med Jack Nicholson i hovedrollen
Handlingen udspiller sig i Los Angeles i 1930’erne og følger privatdetektiven J.J. Gittes (Nicholson), der trækkes ind i en sag om byens vandforsyning
De frivillige
10., 11. og 13. Oktober kl. 19.30
Danmark, 2019, drama, komedie, 93 min, instr.: Frederikke Aspöck
Et komediedrama med en subtil humor. En berygtet finansmand, Marcus (Jacob Lohmann) er varetægtsfængslet for økonomisk svindel, og vælger at flytte i isolationsafdelingen af frygt for nogle rockere. Her huserer en lille flok af de svageste indsatte, som styres af den selvudnævnte korleder, Niels (Anders Mattesen), hvis position Marcus beslutter at udfordre. Karakteristisk for filmens kloge menneskelighed må man gætte sig til, hvad de »frivillige« har på samvittigheden.
Celtic Horizon – koncert
12. Oktober kl. 20.00 Dørene åbner kl. 19.00
Arrangør: Det Musiske Hus og Lønstrup Cafébio
Pris: 140 kr pr. person Billetter købes her eller i døren.
Som duo startede gruppen oprindeligt under navnet The Celtic Horizon og optrådte som sådan, for det britiske og hollandske publikum i 12 år, bestående af Bob Ferguson og Neil Nicholson, begge kendte hovedfigurer fra det nu nedlagte, men meget publikumspopulære skotske band, Beggars Row.
Duoen har optrådt til ethvert tænkeligt type arrangement, men især i forbindelse med firma events, blev de specielt eftertragtet og fandt sig her en niche, og i kølvandet heraf, opstod netop Celtic Horizon Band.
Lønstrup Café Bio er en forening, drevet 100% af friviligt arbejdskraft. Hvis du ikke allerede er medlem kan du blive det ved at klikke her. Så er du med til at bevare en perle i Lønstrups og hele Hjørring kommunes kulturliv.