Underholdende Firmafodbold Turnering 2019

Første weekend i 2019 er overstået. Det samme er HB-Firmafodbold indeturnering i Hirtshals Idrætscenter.

764

Hirtshals Boldklubs Firmafodbold Turnering 2019 bød på både velspillet og underholdende 72 kampe, lørdag den 5. januar, til stor glæde for de mange fremmødte tilskuere.

– Turneringen er forløbet fuldkommen eksemplarisk. Der har været masser af fight og samtidig en rimelig god tone, men også plads til mindre opsange fra dommernes side, fortæller Steffen Ledet fra Hirtshals Boldklub.

– Desuden var Kurt ”Nisvis” Christensen og jeg meget tilfredse med indsatsen fra den nye ”lærling” Jesper ”P” Poulsen, der ubesværet fandt sin plads ved dommerbordet, tilføjer Steffen.

I 2. division Mix blev finalen vundet 5-2 af BDO 1 over Værkstedet. Det var en tættere kamp end resultatet viser, og kampen var meget lige indtil de sidste minutter.

1. division Mix blev en gentagelse, også resultatet, af sidste års finale med Blue Water Shipping og Færgekroen. Igen i år blev det Blue Water, der fik trukket det længste strå med en 2-1 sejr.

Finalen var meget dramatisk de sidste minutter og bølgede frem og tilbage. Der var med 1-1 chance for overtid til første scorede mål, men Blue Water scorede med få sekunder tilbage, og der var ikke nok tid til, at Færgekroen, på trods af lidt ekstra tid fra dommeren, kunne få opbygget en chance. Desuden gav mange tilskuere udtryk for, at det var en af de bedste kampe, de nogensinde havde oplevet i de mange år HB-Firmafodbold har eksisteret (1972)

På herresiden var der 6 hold i både 1. og 2. division. 2. division blev vundet af Thaarups tømrerforretning med 12 point ud af 15 mulige. I 1. division blev det spændende i sidste kamp, hvor både Sparekassen Vendsyssel og Zwei Grosse Bier Bar, som begge havde gjort rent bord med lutter sejre, skulle mødes. Det blev dog Zwei Grosse der blev sejrsherre med overbevisende 6-0.

Blue Water vandt i finalen over Færgekroen.

– Vi glæder os allerede til 2020 hvor Hirtshals Boldklub også fejrer 100-års jubilæum. Der vil vi prøve at se, om en pulje eller to med Old-boys (+40-45 stykker) evt. kan lade sig gøre, forklarer Steffen.

– Ellers vil jeg på vegne af HB-Firmafodbolds stævneudvalg gerne sige tusind tak for et fantastisk 2019 stævne til firmaer, spillere, dommere, Hirtshals Idrætscenter/ cafeteriaet og ikke mindst tilskuerne.

– Derudover en kæmpe klapsalve til de firmaer der har sponsoreret præmier til stævnet. Spar Nord, Jyske Bank, Sparekassen Vendsyssel, Nordjyske Bank, Spar, Nordsøen Oceanarium, Zwei Grosse Bier Bar, Færgekroen, Irish No. 1 og Jyes Bagbutik, slutter Steffen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments