Ugens resultater fra SBK

Hermed ikke bare den seneste uges resultater, men tillige omtale af generalforsamling og Forårscup hos Sindal Billard Klub.

68

Serie 3 hold 2 har på udebane spillet mod Tårs 3. Resultatet blev en meget smal sejr på 5-3.

Thorvald Jørgensen (4,35) havde ikke det sædvanlige drive over spillet. Samtidig hermed var modstanderen rigtig skarp. Således havde han mere end rigeligt bare med at holde trit. Mod slutningen fik han atter kontakt.  Da der manglede sølle 2 point blev der lukket, og således måtte han helt ud på det yderste, bare for at sikre uafgjort. Missionen lykkedes, og således kunne han nyde den lille triumf.

Kurt Toft (4,56) havde nogle blafrende sommerfugle at baske til. Selv om han gik meget stille med dørene, var der bestemt ikke megen ro på banen. Modstanderen gjorde det nemlig til en meget svær dyst. Close race med små skiftende føringer gjorde det derfor uhyggelig spændende. På opløbet fik han pludselig bedre bid i underlaget. Det gav lige den nødvendige luft, således han sluttelig kunne hive en meget smal sejr i land.

Poul Erik Thomsen (5,04) var ligeledes tynget af kampens betydning. Det polerede spil udeblev, og således måtte han appelere til de gode fighteregenskaber. Der blev nu krig om pointene. Kønt var det bestemt ikke. Kamphanerne gjorde tæt følgeskab, så på opløbssiden var der stadig ingen afgørelse i sigte. På opløbet fandt han en lille åbning, hvilket han mesterlig udnyttede til at slæbe en lille sejr i land.

Poul H. Pedersen (5,33) blev fra start presset op i en krog. Hurtigt var han således sendt langt bag ud. Han kæmpede således godt for sagen, uden det dog bragte ham tilbage i dysten. Således måtte han sluttelig indkassere et meget klart nederlag.

Med den smalle sejr klamrer holdet sig fortsat til førstepladsen i kredsen.
Holdet er oversidder i sidste spillerunde, hvorfor aktørerne kun kan følge med fra sidelinjen. De fleste medkompetanter er heldigvis allerede siet fra. Tårs 1 er således eneste reelle tilbageværende trussel. Fuld gevinst til Tårs 1 vil nemlig sende holdet ned på andenpladsen, mens alle andre resultater vil gøre SBK til kredsmester.

Old boys hold 2 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev 6.

Resultatet blev uafgjort 4-4.

Jørn Brath (7,37) kom flyvende fra start. Med rigtig godt overblik og fornuftigt dessinvalg sendte han lynhurtigt modstanderen flere længder bagud. Han holdt fokus hele vejen. I ny personlig rekord kunne han sluttelig sikre sig en meget overlegen sejr.

Erik Markman (5,76) ydede en meget fornuftig indsats. Modstanderen kopierede hvorved opgøret fik en meget spændende karakter. Aktørerne gjorde således hinanden følgeskab langt hen i dysten. I den afgørende fase svigtede koncentrationen et kort øjeblik, hvilket sluttelig betød, at han måtte indkassere et smalt nederlag.

Kurt Toft (5,66) leverede en fin indsats. Uheldet var bare, at modstanderen havde lidt små travlt. Således kom han ret hurtigt i den jagende rolle. Spurten blev derfor sat meget tidligt. Pyntet på resultatet blev der, men helt tæt på kom han ikke, Altså et klart nederlag efter en indsats over middel.

Poul H. Pedersen (7,37) spillede på de fine strenge. Modstanderen hoppede straks med på vognen. Således blev opgøret særdeles spændende. Skiftende små føringer forhindrede på ingen måde dette fakta. På opløbet drømte han om en  snickers, hvilket straks gav ham ny energi. Han slog resolut til. Således kunne han sluttelig sikre en meget smal sejr.

2-mands hold 1 har på udebane spillet mod Tårs 1.

Resultatet blev et klart nederlag på 0-4.

Thorvald Jørgensen (5,60) og Poul Erik Thomsen (6,92) gjorde begge en ganske god indsats. Deres uheld var bare at modstanderne havde syvmilestøvler på. Slutfacit blev derfor at begge aktører led ganske klare nederlag.

2-mands hold 3 har på udebane spillet mod Sæby 1.

Resultatet blev uafgjort 2-2.

Bo Engmann (11,08) gjorde det ganske fornuftigt. Modstanderen lagde sig i samme rille. Herved blev det straks en smule op ad bakke. Alle forsøg på noget konstruktivt blev omgående neutraliseret. På trods af en godkendt indsats, måtte han sluttelig  indkassere et ganske klart nederlag.

Casper B. Caspersen (12,62) tog teten allerede fra start. Således kunne han i ro og mag udbygge føringen indgang efter indgang. Med autopiloten slået til kunne han sluttelig trille en meget sikker sejr i hus.

Generalforsamling og Forårscup

Den ordinære generalforsamling blev indledt med rundstykker og kaffe.

Formand, Ulrik Nielsen, bød velkommen til generalforsamlingen, hvor 20 af klubbens medlemmer deltog.

Thorvald Jørgensen blev valgt til dirigent. Han kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og dermed beslutningsdygtig.

Ulrik fik herefter ordet for aflæggelse af formandens beretning for 2018.

Han indledte med mindeord for Kaj Kristensen hvorefter alle deltagere rejste sig for med et minuts stilhed at mindes Kaj.

Herefter kunne han berette om sponsoraftaler henholdsvis med AROS Forsikring og F24 benzinkort.

I årets løb er der kommet ny hjemmeside: www.Sindalbillard.dk. Vi har her opnået et rigtig flot resultat. Her finder du rigtig mange nyttige oplysninger, herunder regler for den nye Persondatalov.

Der er brugt megen tid på det praktiske omkring etablering af stolelift. Cama fra Frederikshavn gav et godt tilbud herpå. Fonde blev ansøgt, og med positive svar fra DIF, Julius Meyer Logen i Frederikshavn, Lions Club i Hjørring, Forsikringsselskabet Vendsyssel og Nordea Fonden var økonomien endelig på plads. Sidst i november 2018 kunne stoleliften endelig tages i brug. Gangbesværede og andre med handicap kan nu uden problemer komme op i vores dejlige lokaler over Superbrugsen.

Som afrunding på sin beretning rettede formanden en stor tak til klubbens samarbejdspartnere, sponsorer og til de fonde, der har ydet støtte til stoleliften. Ligeledes var der en tak til bestyrelseskollegerne for godt og konstruktivt samarbejde.

Beretningen blev godkendt med akklamation.

Herefter berettede turneringsleder Poul Erik Thomsen om de sportslige resultater. både individuelt samt for hold. Individuelt har der været deltagelse både ved Regions- og Landsmesterskab. På holdsiden er foreløbig et kredsmesterskab sikret, mens serie 3 og old boys før sidste spillerunde er med helt fremme.
.
Den fyldestgørende beretning blev efterfølgende godkendt med akklamation

Næste punkt var aflæggelse af regnskab. Her kunne kasserer, Karsten Brath, give en meget detaljeret gennemgang af årsregnskabet, Selv om der har været mange og store udgifter endte det med sorte tal på bundlinjen, hvorfor regnskabet ligeledes blev godkendt med akklamation.

Næste punkt var valg af Årets SBK´er. Her faldt valget på Erik Brogaard. Han modtog hæderen for sin store indsats med udfærdigelse af klubomtaler og skarpe kampreferater uge efter uge for de spillede turneringskampe.
Bestyrelsen havde forslag om en mindre vedtægtsændring, hvilket forsamlingen vedtog.

Kontingent og ydelser blev godkendt uden ændringer.

Kurt Rasmussen og Karsten Brath var på valg til bestyrelsen. De blev begge genvalgt for en ny to-årig periode.

Suppleant er fortsat Thorvald Jørgensen.

Revisor og revisorsuppleant er fortsat Knud S. K. Pedersen og Erik Brogaard.

Under eventuelt blev der lystigt debatteret omkring rekruttering af nye medlemmer.
Bestyrelsen fik her mange gode input at arbejde videre med.

Formanden lukkede generalforsamlingen hvorefter man “mæ de wuns” gik over til afvikling af den traditionsrige Forårscup, hvor der spilles om rigtig gode præmier.

Michael Fischer orienterede om turneringens afvikling, hvor de 17 deltagere ved lodtrækning blev fordelt i 5 puljer. Nummer 1 og 2 fra puljerne gik  videre til det afsluttende spil.

Fra semifinalerne gik Poul Erik Thomsen og Gunnar Muhlig videre til finalen.
Efter en meget spændende kamp kunne Gunnar sluttelig trække det længste strå.

Poul Erik måtte således nøjes med 1/2 års kontingent for andenpladsen mens Gunnar for den gode indsats snuppede førstepræmien, og dermed 1 års kontingent.

Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments