Udviklingsminister Rasmus Prehn er med i lørdag aftens Danmarks Indsamlingen

Når DR 1 i aften klokken 19:00 blænder op for Danmarks Indsamlingen sidder Hjørring kredsens lokale folketingsmedlem, udviklingsminister Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet, klar ved telefonerne i Call Centeret.

112
Rasmus Prehn i godt selskab med skuespiller og komiker Andreas Bo.
I år går pengene fra lørdag aftens Danmarks Indsamlingen til børn på flugt flere steder på Jorden.
– Det er svært at finde noget mere vigtigt og værdigt formål, så jeg glæder mig til at kunne bakke op og kæmpe med, udtaler Rasmus Prehn, der i sidste uge selv besøgte flygtningebørn i de uro- og konfliktplagede lande Burkina Faso og Mali i de vestafrikansk Sahel region. En region hvor de lige nu oplever den hurtigst voksende humanitære konflikt i verden.
Danmarks Indsamlingens eget budskab lyder: Danmark er et lille land, men vi har udsyn og overskud til at dele. Vi vil hinanden det bedste, vi hjælpes ad med stort og småt, løfter og strækker os for hinanden. Ikke af pligt, men af et godt hjerte.
Fakta om indsamlingen:
Ifølge FN er over 35 millioner børn lige nu er på flugt fra klimaforandringer, krig og forfølgelse. Mange af dem er uledsagede.
Med 12 projekter (se de 12 projekter nedenfor) i 12 lande på tværs af tre kontinenter skaber Danmarks Indsamling håb og giver børnene uddannelse, beskyttelse og lægehjælp.

Organisationerne bag Danmarks Indsamlingen; foruden DR:

1. Folkekirkens Nødhjælp
2. Unicef
3. SOS Børnebyerne
4. Røde Kors
5. Red Barnet
6. Mellemfolkeligt Samvirke
7. Læger Uden Grænser
8. Oxfam Ibis
9. Dansk Flygtningehjælp
10. Dansk Folkehjælp
11. Care
12. PlanBørnefonden
Siden Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 1 milliard kroner, der har hjulpet mere end syv millioner mennesker til en bedre tilværelse og en fremtid. I 2019 samlede danskerne 72 millioner kroner ind.
Pengene fra årets indsamling går til følgende 12 projekter:
PlanBørnefonden: Beskyttelse og skolegang til børn på flugt i Burkina Faso
Næsten en halv million er på flugt og mere end 330.000 børn er forhindret i at komme i skole på grund af konflikter og terrorangreb i Burkina Faso.
Med støtte fra Danmarks Indsamling vil PlanBørnefonden etablere midlertidige skoler og sørge for undervisning til tusindvis af børn, der ikke kan komme i almindelig skole. Børn der har været tvunget væk fra skolen længe får ekstra undervisning, så de igen er på niveau med deres jævnaldrende. Vi etablerer også sikre væresteder hvor børnene beskyttes mod voldelige og seksuelle overgreb, der især rammer pigerne i krisesituationer.
SOS Børnebyerne: Somaliland
I kystbyen Berbera i Somaliland lever udsatte familier under nogle af de værst tænkelige forhold. Voldsom tørke og oversvømmelser har forårsaget store ødelæggelser i hele Somaliland, og mange familier er blevet drevet på flugt.
SOS Børnebyerne vil med pengene fra Danmarks Indsamlingen hjælpe de udsatte familier i Berbera. Projektet har til formål at styrke de udsatte familiers økonomiske fundament og gøre familierne selvhjulpne. Forældrene skal lære forskellige forældrekompetencer, og unge drenge og piger vil få en teknisk faglig træning, så de kan åbne en lille forretning eller øge deres muligheder for at finde et job på egen hånd.
Dansk Flygtningehjælp: Børn alene på flugt fra Sydsudan i Kenya
Tusindvis af børn er flygtet fra krigen i Sydsudan og bor nu alene i lejre i Kenya. Med midler fra Danmarks Indsamling vil Dansk Flygtningehjælp sørge for, at børnene i lejren får et sted, hvor de kan finde tryghed og omsorg.
Det skal ske med såkaldte ”childfriendly spaces”, som er en simpel form for børnehave eller fritidscenter, hvor børn har adgang til leg og læring i et sikkert og trygt miljø. Børn med krigstraumer kan få psykologhjælp, og et mentorprogram skal træne dem i at klare sig gennem den svære tilværelse uden at blive udsat for misbrug, vold eller udnyttelse.
UNICEF: 12.500 rohingya-børn får rent vand i Cox’s Bazar
Urent vand og dårlig hygiejne er livsfarligt for tusindvis af rohingya-børn, som bor i verdens største flygtningelejr, fordi de bliver smittet med vandbårne sygdomme som kolera og diarré.
Derfor vil UNICEF Danmark med støtten fra Danmarks Indsamling 2020 hjælpe 12.500 børn og deres familier med at få adgang til rent vand, bedre og flere latriner og uddanne familierne i god hygiejne, som hvordan og hvornår man vasker hænder.
Oxfam Ibis: Borgerkrigens børn i Colombia
Selvom krigen officielt er slut, er volden stadig hverdag i Colombia. Med pengene fra Danmarks Indsamling vil Oxfam IBIS oprette fredsskoler for 6.000 børn i La Guajira. Her får de et sikkert pusterum fra en hverdag præget af flugt, fattigdom og ulighed. Og de lærer om, hvordan de selv kan være med til at sikre en fredelig fremtid – for sig selv, deres landsbyer og for hele Colombia.
Folkekirkens Nødhjælp: Moderne slaveri i Cambodja
Hele familier, herunder børn, slider under farlige forhold på murstensfabrikker i Cambodja. Det gør de for at afdrage på en gæld, der er opstået på grund af klimaforandringer.
Med pengene fra Danmarks Indsamling vil Folkekirkens Nødhjælp støtte familier, som er blevet fanget i gældsspiralen. Det sker gennem den cambodjanske organisation, LICADHO, som støtter familier med ekstra mad, hjælp til daglige fornødenheder og skolegang til børn.
Red Barnet: Børn skal tilbage i skole i Afghanistan
I Afghanistan udfører flere tusinde børn farligt arbejde på gaden. Red Barnet vil med pengene fra Danmarks Indsamling hjælpe med at få børn i Nangarhar væk fra gaden, så de kan få uddannelse og arbejde og leve et liv uden frygt for deres sikkerhed.
Projektet vil derfor også fokusere på, at børnenes forældre kommer i arbejde, så familierne har penge nok til at forsørge sig selv uden at sende børnene på gaden.
Røde Kors: Gadebørn i Etiopien skal have en bedre fremtid
I Addis Ababa lever tusindvis af børn et farligt liv på gaden, hvor det kan være livsfarligt at få opfyldt sine basale behov. Med midler fra Danmarks Indsamling vil Røde Kors sammen med lokale NGO’er lette adgangen for at give gadebørnene en bedre fremtid.
Gadeplansarbejdere skal rådgive om sikkerhed på gaden, uddele nødhjælp og tilbyde psykologisk førstehjælp og basale sundhedstjek. De skal også identificere de børn, som har et akut behov for hjælp. De børn vil få tilbudt en plads på et rehabiliteringscenter.
Mellemfolkeligt Samvirke: Krisehjælp til Gaza’s krigsramte børn
Flygtningebørnene i Gaza lever med fattigdom og krig, og mange døjer med traumer og vold i familien.
Sammen med lokale civilsamfundsorganisationer vil Mellemfolkeligt Samvirke yde psykosocial støtte til flygtningebørnene i seks lokalsamfund i byerne Rafah og Khan Yonis. Børnene vil blandt andet få tilbudt individuel og gruppebaseret rådgivning i sikre områder langt væk fra grænseområderne, hvor konflikten er allermest intensiv, og hvor børnene kan mødes og lege i trygge omgivelser.
Læger Uden Grænser: Medicinsk hjælp til børn på flugt i Sydsudan
I Sydsudan støtter Læger uden Grænser lokale og statslige hospitaler og driver lokale klinikker for at støtte sårbare flygtningebørn.
Siden 2013 er knap to millioner mennesker blevet tvunget på flugt internt i landet, og flertallet af de sårbare, sydsudanesiske børn på flugt mangler alt fra helt basale fornødenheder til livreddende sundhedsydelser og vaccinationstilbud.
Med fokus på malaria, underernæring, luftvejsinfektioner og akut diarré vil vi forsøge at hjælpe børn til en sikrere hverdag og beskytte dem mod dødbringende epidemier.
Dansk Folkehjælp: Værested til hjemvendte krigsbørn i det sydlige Somalia
Situationen i det sydlige Somalia er nu så stabil, at mange flygtninge vender hjem. De kommer fra andre dele af Somalia eller fra de store flygtningelejre i Kenya, som gradvist er ved at lukke. En stor del af børnene er på den ene eller anden måde blevet adskilt fra deres forældre. De ender ofte alene i nye lejre, hos fjerne slægtninge eller simpelthen på gaden.
Med midler fra Danmarks Indsamling tilbyder Dansk Folkehjælp et værested for børnene. De får mad, tøj og lægehjælp, hvis de har brug for det. Har børnene ikke et trygt sted at være om natten, får de mulighed for at sove på værestedet. Mange børn har oplevet voldsomme hændelser under flugten og krigen og tilbydes et psykosocialt behandlingsforløb.
CARE Danmark: Hjælp til Myanmars glemte børn
I Lashio-distriktet i det nordøstlige Myanmar, som er et af de fattigste områder i hele Sydøstasien, har indbyggerne længe kæmpet med følgerne af de årtier lange og opslidende konflikter – og nu også klimaforandringerne.
Alligevel bliver indbyggerne i Lashioofte glemt til fordel for de internt fordrevne. Men for børnene i Lashio, som endnu ikke er flygtet, er der også brug for hjælp. Den hjælp vil CARE Danmark med penge fra Danmarks Indsamling 2020 give Myanmars glemte børn og deres forældre, så de er bedre rustet til at modstå konflikter og klimaforandringer.
CARE Danmark vil blandet andet sikre rent vand, undervise i hygiejne og etablere landbrugsskoler. Med pengene fra Danmarks indsamling bliver der opført tre nye brønde, så der er rent drikkevand – også når voldsom nedbør skaber oversvømmelser, mudderskred og forurener drikkevandet.
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments