En stigning af bifangster af makrel i tobisfiskeriet over de senere år har fået Danmarks Pelagiske Producentorganisation til at arbejde på at udvikle et selektivt redskab i tobisfiskeriet.
– Der er et væsentligt økonomisk incitament til at mindske bifangsten af makrel, da makrel landet til konsum giver en pris på omkring 10 kr. pr. kilo, mens makrel landet som industrifisk kun giver omkring 2 kr. pr. kilo. Det er vurderet, at bifangsten af makrel giver fiskerne en tabt indtjening på over 20 mio. kr. årligt, siger direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Esben Sverdrup-Jensen til Fiskerbladet.
Det er ikke kun de kystnære fiskere, der er plaget af sæler. Fiskerne har de senere år også set dem i områderne, hvor de fisker tobis, hvilket har givet utilsigtede bifangster af sæler.
– Bifangster af sæl er ikke nødvendigvis problematiske ud fra et økologisk perspektiv, idet gråsæler ikke er en truet art. Men vi lever af at fange fisk, og vi har ingen interesse i at skade sælbestanden eller andre havpattedyr. Dynamikken i sælbestande ser ud til at have ændret sig, så de nu dukker op på tobisfelterne. Det reagerer vi nu på med et projekt, som skal minimere risikoen for bifangst i tobistrawl. Det handler også om at undgå driftsstop og nogle ubehagelige oplevelser for mandskabet om bord, siger Esben Sverdrup-Jensen.
DPPO har ansøgt Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram – GUDP – om medfinansiering af projektet, men de er faktisk gået i gang for egen regning ved begyndelsen af dette års tobisfiskeri.
I projektet deltager desuden forskere fra DTU Aqua, Egersund/Tor-Mo Trawl samt besætningen om bord på S 144 Themis.
Kilde: FiskeriTidende.