Udvalgsformand undrer sig
over millioner til drænrør

Når først det blæser 25-30 meter i sekundet, og havet står og banker ind mod klitterne, så vil drænrørene ikke have nogen effekt.

739
I juni 2017 slog Landsretten fast, at Poul Jakobsen skulle grave 200 drænrør op ved Hvide Sande, ellers ville det koste opfinderen 20.000 kroner om måneden. Foto: TV MIDT / VEST.

Mon ikke, det har undret mange, at Folketinget pludselig tilsyneladende har mange penge til kystsikring, og specielt har det nok undret mange, at manden bag de meget omtalte drænrør, skagboen Poul Jakobsen, personligt får millioner til nye forsøg med drænrør.

Det undrer i hvert fald formanden for teknik og miljøudvalget i Hjørring, Søren Smalbro (V), der ifølge TV2 Nord kritiserer, at der nu gives millioner af kroner til nye forsøg med drænrør som kystsikring

Den omdiskuterede nordjyske opfinder af de såkaldte drænrør beregnet til kystbeskyttelse Poul Jakobsen får samlet 10 millioner kroner til at lave forsøg med kystsikring i Danmark.

Drænrørene blev testet mellem 2005 og 2008, hvorefter eksperter konkluderede, at de ikke virkede, men nu er der altså afsat penge til et nyt forsøg med drænrør.

-Jeg undrer mig over, at man afsætter penge, og så øremærker dem en bestemt entreprenør med et bestemt produkt. Når først det blæser 25-30 meter i sekundet, og havet står og banker ind mod klitterne, så vil drænrørene ikke have nogen effekt, siger han.

Det er Dansk Folkeparti, der har fået igennem, at der afsættes penge til drænrørsprojektet – de tidligere forsøg var ikke gode nok, mener partiet.

– Det der skete for mange år siden, da man havde det første forsøg var, at der efterfølgende var en masse polemik, om hvorvidt det nu også var gjort på den rigtige måde, og om rapporten bagefter var udført korrekt. Og det har været en debat, i hvert fald i de ti år jeg har siddet i Folketinget, og derfor har vi også kæmpet for at få lov til at lave et nyt forsøg, og nu har vi så fået midlerne til det, siger Dansk Folkepartis Pia Adelsteen, der er formand for Folketingets Miljø og fødevareudvalg.

– Vi bliver nødt til at finde ud af, om det her virker eller ikke virker, siger hun.

Kilde og foto: TV2 Nord og TV2 Midt/Vest

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments