Udstillingen “Mor og datter – tre livsaldre” på Odden ved Mygdal

Herregården Odden ved Mygdal har netop åbnet en udstilling om J. F. Willumsens billedserie ”Mor og datter - tre livsaldre”.

43

Billederne på den nye udstilling blev til i 1902-04 og købt af en dansk-svensk fabrikant. Men Willumsen udførte, sin vane tro, en lang række forarbejder. Ikke mindre end 80 af dem er nu samlet på Odden.

I serien “Mor og datter” vendte han tilbage til at arbejde efter naturen efter sine mange formeksperimenter i det foregående tiår. Det første af de tre billeder skildrer barnets leg i naturen. Derpå ser man moderen, der underviser pigen ude i naturen, siddende på et væltet træ Og endelig følger datteren som voksen sin mor på livets sidste skridt.

Willumsen gennemarbejdede kompositionerne i tegnede detailskitser, der viser tidens mode, udførte dem i mindre format og i forskellige teknikker, og tegnede dem så op i fuldt format, inden han udførte de endelige versioner, der stadig befinder sig på et privat gods nær Ystad i Skåne.

Billederne viser, at Willumsen interesserede sig ikke blot for kunstneriske problemer, men også for det gryende tyvende århundredes ideer om forholdet mellem børn og voksne og for den moderne kvindes nye, selvstændige rolle, som han på samme tid, med sin hustru Edith som model , skildrede i det berømte billede af ”Bjergbestigersken”.

Udstillingen er åben hele sommeren, alle dage 10-17. Samtidig har Odden udlånt 90 forarbejder til Skagen Museums udstilling ”Bølgen den blå”, der viser Willumsens arbejde med det monumentale billede ”Badende børn”. Man kan se begge udstillingerne, og oven i købet bo i Oddens gæstelejlighed, der sommeren igennem tilbyder B+B.

SÆRUDSTILLING MAJ-OKTOBER 2016 ALLE DAGE 10-17
Victor Petersens Willumsen-samling på Herregården Odden
Oddenvej 31, Mygdal tel. 98 97 5202 www.jfwillumsenodden.dk

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments