Udsigt til betydelig vækst

Olav Jørgensen er som ny direktør i gang med at udvide staben i Intelligent Marking/Turf Tank.

391

En betydelig vækst i afsætning og produktion samt ansættelse af 15 – 20 nye medarbejdere.

Det er ifølge Claus Dindler hos Hjørring ErhvervsCenter forventningerne hos Olav Jørgensen, der i år har taget over som CEO for Intelligent Marking, den hjørringensiske startup-virksomhed, der producerer opstregnings-robotter til sportsbaner.

Det er det amerikanske marked, der primært trækker væksten.

”Vores afdeling i Atlanta, USA, er meget optimistisk. Vores kunder er særdeles tilfredse med produktet, interessen i markedet er voksende, og vi skal udvide vores produktionsfaciliteter her i Hjørring for ar kunne følge med efterspørgslen,” siger Olav Jørgensen.

De første fem medarbejdere er ansat i år i Hjørring. Og flere er på vej.

”Vi skal bruge folk til at samle produkterne, der næsten udelukkende består af komponenter fra underleverandører. Og så skal vi også bruge robotingeniører til fortsat produktudvikling. Dem satser vi på at finde fra Aalborg Universitet, som vi har indledt en tæt dialog med,” siger Olav Jørgensen.

Virksomheden bliver yderligere styrket fra næste måned, når en ny COO tiltræder i en nyoprettet stilling med overordnet ansvar for indkøb, produktion samt kundeservice. Virksomheden har brugt meget energi på at finde en COO med de helt rigtige kvalifikationer.

Olav Jørgensen er selv ansat i sit nye job på baggrund af specielle kvalifikationer til at stå for udvikling af en virksomhed som Intelligent Marking. Efter nogle år hos det internationale managementkonsulentfirma McKinsey kom Olav Jørgensen til International Bike Group i Holland, hvor han på få år viste, at han kan mangedoble en forretning og udbrede innovativ teknologi på det internationale marked. Og det er netop opgaven med Intelligent Marking i Hjørring.

Et af de mere synlige tiltag fra Olav Jørgensens side bliver en ændring af virksomhedens navn.

”Det nye navn bliver Turf Tank. Det bruger vi allerede nu i USA, hvor vores amerikanske grundlægger Jason Aldridge har opbygget en hel kultur omkring Team Turf Tank,” siger Olav Jørgensen.

Navne-ændringen bliver det formelle anledning til en event i løbet af foråret, hvor virksomheden vil invitere det lokale erhvervsliv til at besøge Turf Tanks nye domicil på Farøvej.

”Vi vil gerne placere os som en aktiv del af det lokale erhvervsliv og markere, at Turf Tank er glad for at være her i Hjørring og bestemt ikke har planer om at flytte andre steder hen. Og her på Farøvej har vi også rammerne til den ekspansion, som vi forventer,” siger Olav Jørgensen.

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments