Regeringen, Venstre, SF, Radikale og Alternativet er tirsdag nået til enighed om en aftale om en ny udligningsreform. Aftalen præsenteres tirsdag klokken 11.30.
Udlignings-systemet er det, der omfordeler penge mellem kommunerne, så dem der har meget giver nogle af deres penge videre til dem, der har mindre.
I den nye aftale tilføres landets 98 kommuner samlet 1,7 milliarder kroner via forskellige tilskudsordninger, men det er langt fra alle, der får en økonomisk gevinst ud af den brede aftale, der har været rigtig lang tid undervejs.
Flere penge til alle nordjyske kommuner
Kommunerne i hovedstadsområdet skal nemlig samlet af med 816 millioner mere end de hidtil har sendt ud i resten af landet. Her bidrager Københavns Kommune med over halvdelen og Gentofte må også spytte 163 millioner ekstra i den fælles omfordelingspulje.
I Nordjylland kan alle de 11 kommuner se frem til at få penge fra udligningssystemet. Samlet vil de 11 kommuner modtage 469,8 millioner i ekstra udligning. Den største bid af kagen tager Vesthimmerlands Kommune, der fremover vil modtage 89,4 millioner kroner ekstra til gavn for borgerne i kommunen.
Læsø modtager mest pr. indbygger
Mindst modtager Læsø Kommune, der kan se frem til et øget tilskud på 10,8 millioner kroner – men omsat til tilskud per indbygger er det faktisk Ø-kommunen, der vinder mest i Nordjylland. Hele 6043,7 kroner ekstra får borgmester Karsten Nielsen (DF) og resten af kommunalbestyrelsen at gøre med. Penge der luner i en kommunal økonomi, der har været presset til det yderste og hvor talen længe har gået på, hvornår kommunen ville blive sat under administration.
I Aalborg Kommune betyder den nye udligningsreform en øget udligning på 36,3 millioner kroner, men her er det værd at bemærke, at størstedelen – 28,2 millioner – kommer fordi der indføres et nyt fradrag for parkeringsindtægter – en indtægt der blev taget fra kommunerne i 2019 hvor kommunernes modregning i P-indtægter steg fra 14 til 70 procent.
Det samlede overblik over, hvor mange penge, de nordjyske kommuner får i ekstra udligning kan du se nedenfor.
HOVEDPUNKTER I AFTALEN OM ET NYT UDLIGNINGSSYSTEM
Flere penge til udligningssystemet
Med reformen af udligningssystemet bliver der ifølge aftalepartierne skabt et mere robust og enkelt system, som vil give kommunerne stabilitet og forudsigelighed om de økonomiske rammer.
I alt medfører aftalen, at der flyttes cirka 1,4 milliarder kroner til landets 30 yderkommuner. Hovedbidragsyderne er stadig særligt Gentofte og Rudersdal.
Udligningssystemet får tilført op til 6,5 milliarder ekstra fra staten i 2021 og 5,5 milliarder kroner varigt.
Der kommer et særligt tilskud til udsatte yder- og ø-kommuner på 1,5 milliarder kroner og et tilskud til udsatte hovedstadskommuner på 0,6 milliarder kroner.
Den såkaldte ‘hovedstadsudligning’ bliver afskaffet, og der bliver sat et loft over kommunernes rabat fra overudligningsordningen.
Flere penge til kommuner med mange ledige og svage ældre
Aftalen justerer en masse ting, der har været efterspurgt længe.
- Blandt andet kan kommunerne fremover i højere grad regne udgifter til dagpenge med i opgørelsen af deres behov for udligningspenge.
- Hvis der pludselig bliver ekstra mange ledige i en kommune, vil kommunen få et særligt tilskud.
- Udlændingeudligningen, der udløser penge til kommuner med særligt mange udlændinge, halveres.
- Der er forskel på, hvor længe borgere lever, og hvor svage eller friske, de er, mellem kommunerne. Aftalen sender flere penge til kommuner, hvor borgerne har en lav gennemsnitlig levetid, og som har høje udgifter til ældrepleje.
Udlændingeudligningen halveres
Udlændingeudligningen, der tilgodeser kommuner med en høj koncentration af indvandrere, bliver halveret. Det har særligt været Venstres store ønske.
Venstre og Konservative kritiserede, at regeringens udspil til en ny udligningsreform særligt tilgodeså socialdemokratiske kommuner på Københavns vestegn.
Indkomstskatten skal holdes i ro
Kommunernes indkomstskat skal under ét holdes i ro.
Kommuner med tab får dog mulighed for tilsvarende at øge indkomstskatten og selv beholde de ekstra indtægter. Til gengæld etableres en tilskudsordning til skattenedsættelser, som svarer til rammen for skattestigninger.
Over fem år går staten så ind og finansiere de manglende indtægter, som kommunerne måtte få ved at sætte skatten ned.
Særlig aftale mellem S og V
Forliget er aftalt, så enkelte partier ikke har vetoret.
Samtidig har regeringen og Venstre ekstraordinært lavet et delforlig, der betyder, at de hver især ikke vil foretage grundlæggende ændringer af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, uden at der er enighed om det mellem de to store partier.
Kilde: TV2 Nord.
Arne Boelt er du stadig her ? Læste ellers for flere måneder siden du ville stoppe ? Blev ellers lige så glad da jeg hørte det.
MEN DET VAR NOK SOM DET PLEJER ……. DU TUDER FOR ÅBEN SKÆRM OG SÅ MED ULVENE. ??? ELLER VAR DER IKKE EN ÆLDRE BOLIG TIL DIG PÅ ARNESMINDE I SINDAL.