Udlændingestyrelsen takker nej til Tornby

Hjørring Kommune retter måske nu i stedet for blikket mod ledige lokaler i Hirtshals.

13

Udlændingestyrelsen valgte onsdag at indstille forsøget på at finde plads til asylansøgere i Tornby.

– Det går rigtig stærkt på området for tiden, så vi skal hele tiden handle hurtigt, fordi presset af flygtninge er meget stort, fortalte afdelingsleder Marit Nielsen fra Jammerbugt Kommune, som sammen med sin koordinator Brian onsdag aften var taget med Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt til Hotel Strandlyst i Tornby.

Som omtalt tidligere onsdag på FlaskePosten havde Arne Boelt og kommunaldirektør Tommy Christiansen nemlig med temmelig kort varsel indkaldt til et informationsmøde, fordi man efter anmodning fra Brovst Asylcenter havde planer om akut at placere asylansøgere i nogle hytter på Tornby Strand Camping og Hotel Strandlyst.

Da den mulighed pludselig ikke længere lod sig realisere, var der imidlertid så kort tid til informationsmødet, at borgmesteren valgte at afholde det alligevel. Ved mødets start kl. 20.00 var der da også dukket et dusin interesserede beboere op, som fik serveret øl og vand, hvorefter borgmesteren bød velkommen.

Efter Arne Boelts indledende ord fortalte Marit om den alvorlige situation på flygtningeområdet, hvor ikke bare rigtig mange strømmer til fra Syrien, men også fra Eritrea. Med hensyn til Tornby var det dog hovedsageligt syriske flygtninge, der kunne være kommet på tale. Det gav anledning til et par kritiske spørgsmål om udgifter til asylansøgere.

– Lad det straks være slået helt fast, at asylansøgere i den her sammenhæng ikke vil blive nogen udgift for kommunen, men tværtimod en økonomisk gevinst, forsikrede Arne Boelt, som på et tidspunkt gjorde opmærksom på, at der måske i stedet for ville være mulighed for at placere flygtninge i ledige lokaler i Hirtshals.

De to ansatte fra Jammerbugt Kommune kunne i det hele taget også punktere adskillige myter. Blandt andet var de blevet ringet op af en kommunalt ansat, der end ikke vidste, at der var et asylcenter i vedkommendes egen kommune. Det må med rette kunne kaldes vellykket integration, lød deres konklusion.

Aftenen bød i det hele taget på en god stemning, hvor argumenter vejede tungere end fordomme.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments