Arbejdet med at flytte Rubjerg Knude Fyr er allerede godt på vej, efter det tidligt onsdag morgen blev sparket officielt i gang.
Torsdag blev ruinerne af de gamle boliger, som har været rundt om Rubjerg Knude Fyr, fjernet.
De sidste rester af bygningerne, som blev begravet i sandet for en del år siden skal fjernes – for at kunne flytte det 120 år gamle fyr cirka 80 meter længere ind på land.
Frem af sandet dukker der et hvirvar af elementer op, som indtil nu har været gemt.
– Der er lidt mere rod, end jeg havde regnet med, må jeg indrømme. Det er bare rockwool, pinde, el og jernrør. Alt er blandet sammen i en pærevælling, siger murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup, som har fået opgaven med at flytte fyret.
Han regner med, at flere tons affald skal køres væk, inden det 23-meter høje fyr for alvor kan få sine ‘rulleskøjter’ på og blive skubbet de planlagte 80 meter.
Mere og mere af fortiden dukker op, efterhånden som murermesterens maskiner sætter tænderne i sandet ved fundamentet.
17 år gammelt cafeteria dukker op
Resterne af de boliger rundt om den gamle fyrmesterbolig titter så småt frem.
Efter man i 1992 opgav kampen mod sandet og lod de fleste af bygningerne tilsande, blev der oprettet indtil 2002 oprettet museum i den ene bygning.
Og nu – 17 år senere – dukker et fint gulv frem i det, der engang var et cafeteria.
– Det er helt fantastisk flot, roser murermesteren.
Arbejdet med at fritlægge fyrets fundament fortsætter formentlig hele torsdagen.
– Vi drømmer om, vi kan blive færdig lige rundt om fyret til i morgen tidlig, så vi kan begynde at sætte hegn op, siger Kjeld Pedersen.
Rubjerg Knude Fyr flyttes efter planen i uge 43. Fyret forventes at kunne være på den nye placering i 40 år, før det igen vil være nødvendigt at flytte det.
Kilde: TV2 Nord.