Hverken når man kører forbi ude på gaden eller kigger indenfor i det aflange butikslokale, virker DagliBrugsen voldsomt forældet endsige specielt nedslidt i Bindslev.
– Det er heller ikke, fordi den er så forfærdelig gammel, eftersom den er bygget for godt og vel 40 år siden, men kvaliteten af byggeriet har simpelthen fra start været for dårligt, fortæller den smilende uddeler Klaus Kold.
– Coop rykkede først ind med butik her for 26 år siden, men man kan bare kigge på spærene, som nærmest hælder mod øst, hvilket har fået os til i vinter at understøtte loftet i butikken, fordi vi simpelthen var bekymrede for, hvad der ville ske, hvis der kom et større snetryk på det relativt flade tag, forklarer uddeleren.
Anledningen til vores snak om bygningen er selvfølgelig den nyhed, som vi i torsdags viderebragte fra Coop, som i en pressemeddelelse offentliggjorde en ny offensiv strategi, der altså blandt andet og stik imod tendensen med butiksdød i de mindre byer ville investere i et decideret nybyggeri i Bindslev, som også efter sommerferien får langt flere elever i byens skole efter lukningen i Tversted.
– Den nye butik kommer til at ligge lige op af den gamle bygning her mod syd, hvor der nu er parkeringspladser, som så fremover rykker foran den nye bygning, som med lager og butiklokale bliver en smule mindre end den nuværende, der til den tid rages ned, men både kunderne og vi kommer til at føle, at vi får meget mere plads, fordi den bliver udnyttet langt bedre, oplyser Klaus Kold.
Uddeleleren og webavisens udsendte aftaler under snakken, at vi vil lave en artikelserie, der løbende skal dokumentere forandringen fra det første spadestik over rejsegilde til indvielse.
Det er nemlig den optimistiske vurdering fra Coops side, at der kan stå en helt ny Dagli’Brugsen færdig før julen 2015. Bedre julegave får borgerne og de ansatte samt uddeler Klaus Kold næppe i Bindslev.