Uddannelseslegat fra Hirtshals Rotary Klub til elev hos Dana Cup

Repræsentanter fra klubben overleverede i denne uge et legat på kr. 25.000 til Asii Berthelsen til støtte for videreførelse af hendes uddannelse på Dana Cup Academy.

430
Svend Andersen (præsident), John Nejsig Christensen, Asii Berthelsen, Søren Friis og Anni Brix (daglig leder, Dana Cup).

Asii er 16 år og kommer fra Nuuk på Grønland. Hun har nu i to år opholdt sig på Dana Cup Academy i Hjørring og spillet fodbold i Fortuna. Hun afsluttede 9. klasses skolegang på Muldbjergskolen før ferien og er netop vendt tilbage efter sit sommerferieophold hjemme på Grønland for nu at starte i 1. G på Hjørring Gymnasium og samtidig arbejde videre med at dygtiggøre sig i eliteklassen som fodboldspiller.

Dana Cup Academy udvikler kvindelige fodboldspillere på højeste eliteniveau og tilbyder danske og udenlandske kvindelige fodboldspillere personlig udvikling med fodbolduddannelsen som udgangspunktet, men hånd i hånd med anden uddannelse tilpasset den enkelte elev. Akademiet har 1. klasses fysiske rammer og højt uddannede trænere. Skolegang og studier tilpasses den enkeltes ønsker og niveau og kan foregå på et bredt udvalg af uddannelsesinstitutioner tæt på Dana Cup Academy.

Dana Cup Academy henvender sig til de dygtigste og mest entusiastiske piger. Eleverne udvælges på baggrund af såvel sportslige som personlige kvalifikationer. Som udgangspunkt henvender akademiet sig til spillere i årgang U16, U17, U18 og U19.

Asii bor på Dana Cup Academy sammen med 20 andre piger, der alle spiller fodbold hos Fortuna. Bofællesskabet er indrettet i en boligblok med studielejligheder med tilhørende fællesfaciliteter. Ingen tvivl om, at de velfungerende forhold influerer positivt på pigernes sammenhold og opbakning til hinanden i uddannelsesperioden.

Asii er, som hun selv udtrykker det – målsøgende angrebs spiller på U17 landsholdet og har ambitioner om optagelse på A landsholdet. Hirtshals Rotary Klub støtter gerne op om unge, der har et mål for deres uddannelse.

Hirtshals Rotary Klub har i mange i mange år støttet udveksling af unge studenter, der kommer på et års ophold med skolegang her i landet, og tilsvarende danske unge som sendes på ophold i udlandet.

Det er netop derfor, at Hirtshals Rotary Klub er glade for at kunne bidrage til Asii’ videre uddannelse og ønsker hende lykke til med at nå sine mål.

 

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Klaus G Andersen
3 år siden

Tillykke Asii!