U10 pigerne fra Hirtshals er i semifinalen ved Jydsk Mesterskab 

De skarpe U10 piger fra HH80 har lørdag i Silkeborg spillet sig i søndagens semifinale ved Jydsk Mesterskab.

12

Allerede kl. 7 lørdag morgen stod de friske U10 piger fra HH80 klar til afgang ved Hirtshals Idrætscenter. Turen gik til Jydsk Mesterskab i håndbold i Silkeborg.

– Der er 10 spillere på holdet, men der er 16 U10 piger i HH80. Trænerne Charlotte Bo Hald og Kenneth Bo Jensen har en filosofi om, at pigerne er et hold, uanset om man skal spille eller ej, fortæller forælder Dan Andersen.

– Derfor er alle 16 piger med i den halve snes forældrebiler, nogle iøvrigt med trailer til al baggagen, som kørte mod Silkeborg denne morgen. Stor forældreopbakning og alle piger er med, uddyber Dan Andersen.

HH80 havde kvalificeret sig via en førsteplads i AA pulje 3 under Jydsk Håndbold Forbund. Hirtshals vandt på bedre målscore end Nordthy IF, som også har kvalificeret sig til Jydsk mesterskab. I alt deltager 8 pigehold.

Turneringen spilles i JYSK Arena, som blandt andet er hjemmebane for Bjerringbro-Silkeborg i 888 ligaen. I den indledende runde skulle HH80 møde Haderslev, Rødekro og Gødvad.

– Den første kamp mod Team NØS fra Haderslev blev en rodet affære, men Hirtshals pigerne havde de bedste nerver og vandt rimeligt sikkert 7-3. Sejren kom i hus på godt forsvars- og målmandsspil og ikke mindst 3 sikre scoringer på straffekast, forklarer Dan Andersen.

– I den anden kamp mod Rødekro fik pigerne fra Hirtshals en elendig start. HH80 var bagud 5-1, 7-2, 10-7 og 12-10, men så tog de fat og rykkede til 12-16. Flot comeback og kampen endte med sejr til Hirtshals på 14-17, lyder analysen fra den stolte far Silkeborg.

– Sidste kamp i puljen var mod Gjødvad. Vi var bagud 7-4 ved halvleg mod et stærkt spillende hold fra Gjødvad. HH80 kom godt igen og fik udlignet, men tabte desværre 12-11 sidste sekund, noterer Dan Andersen.

Dermed bliver HH80 nr 2 i puljen og skal møde Ry i semifinalen i morgen

– Der er en spændende dag i vente, fastslår Dan Andersen.

Foto: Dan Andersen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments