Tyv hev ejer ud af bilen på havnen i Hirtshals

En 41-årig mand stjal bil på kajen i Hirtshals, men han blev senere anholdt på motorvejen ved Svenstrup.

3997
Foto: Arkiv.

En 41-årig mand fra Slagelse fik tilsyneladende kort efter midnat natten til fredag en voldsom hjemlængsel efter Sjælland.

For på kajen i Hirtshals slog han til mod en 61-årig lokal mand, der sad i sin bil på kajen og var ved at skrive en SMS.

– Pludselig banker den 41-årige mand på sideruden og åbner døren og hiver den 61-årige mand ud af bilen ved at trække ham i ærmet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.

Den 41-årige stjal derefter bilen og stak af.

Men klokken 00.10 kunne politiet på overvågningssystemerne se, at bilen kørte i sydlig retning gennem Limfjordstunellen, og godt 10 minutter senere på motorvejen ved Svenstrup stoppede politiet bilen og fik anholdt den 41-årige sjællænder.

– Han skulle formentlig bare hjem til Slagelse. Og han bliver nu sigtet for at køre bil uden kørekort og for at have stjålet bilen, og så får han også en sigtelse for ulovlig tvang, siger Jess Falberg, som kalder episoden noget usædvanlig.

Den 61-årige mand kom ikke noget til i forbindelse med biltyveriet.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments