Dagen startede traditionen tro med indmarch med faner og samtlige hold. I Bjergby-Mygdal Idrætsforening er der desuden opstået en tradition for, at gymnasterne laver en fælles opvarmningsserie. I år var masser af twist og hop, hvor de to gæstehold twistede med til trods for, at de ikke havde lært serien.
Foreningens egne hold spænder fra hold med 35 børn og deres forældre, som alle var på gulvet, til de største gymnaster på holdet Junior Power, som er fra 5. klasse og op. Der var desuden to dansehold med Showdance for 0. til 2. klasse med kun 6 piger, der modigt gik på gulvet, samt de større børn på Teen Dance. Junior Power har i år også deltaget i DGI’s opvisning lørdag den 21. marts i Bagterp.
Derudover var der som sagt inviteret to gæstehold. Dans & Sjip fra Hirtshals Gymnastikforening, som viste en farverig kombination af dans og ikke mindst sjip i både langreb og almindelige sjippetove. Skagen Spring og Rytme, som er særligt udtaget gymnaster med et vist niveau, afsluttede på fornemste vis opvisningen i Bjergby Mygdal Hallen.
Mere end 300 tilskuere kom forbi hallen denne dag, hvor der var gratis entré. Det var muligt at støtte den lokale idræt ved at købe et program med gevinstchance eller kaffe og kage med mere i boden. Lokale sponsorer er med til at gøre det lidt mere attraktivt at købe et program, idet der blev delt ikke færre end 17 gevinster ud.
I den kommende uge holder alle holdene afslutning og takker af efter sæsonen. Foreningen har dog også Zumba for voksne. Dette hold deltog ikke i opvisningen, men til gengæld fortsætter de med en sommersæson i april, maj og juni. Mere information om dette kan findes på foreningens hjemmeside: Bjergby-Mygdal Idrætsforening
Foto: Privat