Til daglig er Flemming Hammer, sammen med en lille eksklusiv skare, ansvarlig for vedligeholdelsen af Bunkermuséet i Hirtshals.
Traditionen tro afholder de hver sommer guidede bunkerture i nabobatteriet i Tversted, til stor glæde for både de lokale og de mange besøgende gæster.
De foregående 7 sæsoner har bunkerturene vist sig at være en støt stigende succes, med op til 400 deltagere årligt på bunkerturene og i år er der skruet op for besættelses-anekdoterne, i anledning af 75 og 80 året for besættelsen og befrielsen.
I Tversted byggede tyskerne under krigen ialt 51 bunkere/beton-installationer og udgravede over 12 km løbegange og knapt 4 km pansergrave, samt udlagde 6288 personel & panserminer.
– Det, der gør Tversted lidt speciel, er, at to tredjedele af de tyske bunkers ligger på private matrikler og resten ligger på statens og kommunens, hvilket har betydet, at Bunkergruppen Hirtshals bruger mange timer på opsøgende arbejde og kontakt til diverse lodsejere og laver løbende aftaler om vedligehold og om at bunkerne må fremvises på bunkerturene, fortæller Flemming Hammer.
Bunkerture
I efteråret og vinteren bruges der mange timer på at klargøre området til sæsonen, da der er bunkere der sander til, stier der gror til og nye aftaler der skal indgåes, med henblik på nye og spændende ruter.
Hver tisrdag i sommerferien og tirsdag i efterårsferien, tager Flemming Hammer gæsterne med på den spændende bunkertur og bringer alle rundt i stort set hele fæstnings-området, hvor den erfarne guide præsenterer både kanonstillingerne og mandskabsbunkerne, samt en tur ned i ildlederbunkeren.
Man kommer også forbi masser af større og mindre bunkere, løbegrave og tyske efterladenskaber fra krigen og turen går også forbi det store infanteri-område, hvor de tyske hær-soldater holdte til og der er mulighed for at se eksempler på forsvaret af batteriet imod landsiden.
Afslutningsvis ser man på de tyske bunkere, som husejerne idag har valgt at bruge på nye og alternative måder.
Der er traditionen tro nye tiltag hvert år, så der er derfor altid nye bunkers der bliver besøgt og nye spændende historier der bliver fortalt.
Man mødes tirsdag kl. 19.00 i de annoncerede uger 29 til 33, ved bænken foran Polarkiosken ved Tannishus.
(I efterårsferien kl 15.00.)
Turen tager ca. 2 timer og koster 20,-
Børn er gratis.
Der er ingen tilmelding.