Lørdag aftens koncert med engelske Ian Shaw vil nok blive husket i et rum stykke tid af mange af de besøgende på Klitgården.
Den 55 årige Ian Shaw, som regnes at være en af verdens bedste mandlige jazzsangere, leverede en imponerede koncert. Selv om det efterhånden er nogle år siden, at han vandt prisen Best Jazzy Vocalist ved BBC Jazz Awards, var der ingen tvivl om, hvorfor Ian fik prisen.
Manden har en fantastisk stemme til at synge jazz, og med hans kreative og fornyende tilgang til såvel kendte klassikkere som nyt selvskrevet materiale fortryllede han de mange tilhørere. Flere gange under koncerten fik Ian publikum ydermere til at grine, da han krydrede koncerten med små og ofte humoristiske anekdoter.
Der er således næppe mange af tilhørerne, som er i tvivl om, hvad den engelske jazzstjerne mener om den amerikanske præsident. Under numret ”Come in” fik Ian det meste af publikum til at synge kor.
Med sig fra øen havde Ian taget Barry Green, som flere gange høstede klapsalver for sine soloer på flygel. Mick Hutton styrede rutineret strengene på bassen, mens Dave Ohm på trommerne holdt styr på takt og tempo.
Aftenens koncert var derfor en rigtig god måde at sætte et punktum for de 19. Tversted Jazzy Days. En meget tilfreds Niels Ole Sørensen, formanden for Tversted Jazzy Days, takkede da også både musikkerne og publikum for deres opbakning samt ikke mindst alle de frivillige, som muliggør Tversted Jazzy Days.
Efter formandens takketale blev det tid til afterparty, hvor der blev danset til musik, som den legendariske DJ Katrine Ring vendte på den noget moderne pladespiller.
Katrine har været en meget populær pladevender på DR’s P3 i de vilde 80’ere. Vildt blev det også på Klitgården, hvor der kom gang i den på dansegulvet. Ian Shaw blandede sig også med publikum på Klitgården.
En fantastisk uge fyldt med jazz i Tversted er forbi, og mange glæder sig allerede nu til næste år, hvor Tversted Jazzy Days kan fejre 20 års jubilæum.
Foto: Catwizle Production
Link til tidligere artikler: Jazzy Days