Tværkulturel Venskabsforening og Tirsdagscaféen besøgte Fun-Park

Tværkulturel Venskabsforening og Tirsdagscaféen var tradition tro lørdag på den årlige tur i Fun-Park

24

Der var oprindeligt 80 tilmeldte, men på grund af afbud var der “kun” 60 store og små fra Tværkulturel Venskabsforening og Tirsdagscaféen afsted på den årlige tur til Fun-Park.

– Det var en god blanding af “nydanskere” og “gammeldanskere”, og der fik et par hyggelige og fornøjelige timer sammen. Vi mødtes kl.13.00 og havde alle dejlig mad med til grillen, så vi kunne nyde frokosten i det grønne, og vejret var virkelig med os, fortæller Helle Gaust.

Efter frokost blev alle “sluppet fri”, men med den besked, at Fun-Parks  lille røde tog, der kører ud til krondyrerne, på forhånd var booket til kl.15.00 og 15.30, så alle kunne få en tur. Togturen var en stor oplevelse for både store og små.

Indtil det var “tog-tid”, kunne man klappe geder og æsler, nusse kaniner, køre på mooncar og andre køretøjer, rutsje på rutsjebane, prøve svævebane, ride på heste og meget mere.

Omkring kl. 17.00 begyndte de første biler at køre i pendulfart for at få alle hjem til Hirtshals efter en skøn og oplevelsesrig dag i Fun-Park.

– Tusind tak til alle der var med og gjorde det til en skøn dag. Men en STOR TAK skal også lyde til Fun-Parks ejere, Birgitte og Allan, der gav os en meget fin oplevelse og fin behandling, understreger Helle Gaust.

Tværkulturel Venskabsforening og Tirsdagscaféen besøger igen til næste år Fun-Park. Datoen har de allerede booket hos Birgitte.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments