Onsdag aften var så godt som helt “normal” hjemme hos familien, der med et blev ramt af en tragedie, da den 27-årige mor slog sin ni-årige datter ihjel i datterens seng, skriver TV2 Nord.
Manden til den 27-årige kvinde, der torsdag eftermiddag blev varetægtsfængslet, sigtet for drabet på sin ni-årige datter, har til politiet fortalt, at trods kvindens åbenlyse dårlige psykiske tilstand med en psykose-diagnose, så forløb onsdag normal. Den 27-årige havde haft besøg af en mentor fra Jobcentret fra Hjørring Kommune, familien havde spist aftensmad, og børnene – en to-årig dreng og en ni-årig pige – var lagt i seng, da den 27-årige fortalte, at hun gerne ville se en film i tv.
Manden besluttede sig derfor, for at gå en tur med hundene. Kort efter han var gået, ringede hun til ham på hans mobiltelefon. Hun fortalte, at hun elskede ham, hun glædede sig til, han kom hjem, men det kunne godt være, hun ikke klarede den, ligesom hun fortalte manden, at hun havde slået deres datter ihjel.
Manden skyndte sig hjem, og det var et makabret syn, der mødte ham. For på børneværelset lå den ni-årige datter så godt som livløs og indsmurt i blod. Manden skyndte sig ind på den to-årige søns værelse og tog ham op af sengen, ringede 112 og løb ud på fortorvet med sønnen på armen og ventede på politi og ambulance.
Manden beskrives som at være i chok, men han kunne oplyse politiet, at kvinden sad på førstesalen i huset med en kniv.
Ifølge oplysninger fra politiet var den ni-årige pige i live med svag puls, da ambulance og læge nåede frem, men det lykkedes ikke at redde hendes liv. Hun havde pådraget sig et ti centimeter langt og fire-fem centimeter dybt snit i halsen og derfor lidt voldsomt blodtab.
Politiet fandt den 27-årige kvinde liggende i sin seng, og hun var ifølge politiets rapport ikke i stand til at forstå hvad, der var sket.
“Det er bare ikke sket”, sagde hun ifølge politirapporten flere gange, da hun blev anholdt.
Det var i den forbindelse, at politiet opdagede, at den 27-årige kvinde havde skåret pulsåren over på sit ene håndled og blødte voldsomt. Derefter blev der tilkaldt en ambulance til hende.
Nordjyllands Politi har torsdag kort afhørt den 27-årige på sygehuset, og vurderingen er, at hun nu er i stand til at forstå hvad, hun er sigtet for.
I hvert fald kom det frem i retten torsdag eftermiddag, at kvinden fortvivlet havde spurgt politiet : “Er hun død, er hun død”.
Den 27-årige beskrives af sin mand som en god og kærlig mor, der aldrig ville gøre børnene noget.
Kvinden er varetægtsfængslet in absentia, hvilket er sket fordi, hun ikke har været i stand til selv at møde op i retten, men det ventes, at hun i morgen fremstilles for en dommer. Indtil videre nægter kvindens forsvarer hende skyldig i drab.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: TV2 Nord.