TV2 Nord bed på krogen i Hirtshals

Journalist Hans-Christian Lauritzen fra TV2 Nord satte tirsdag fokus på ikke færre end 70 hæklede fisk i auktionshallen på havnen i Hirtshals.

498

I Hirtshals skrev den lokale fiskeauktion som tidligere omtalt verdenshistorie, da den tirsdag for første gang havde både klovnefisk, klumpfisk og hajer i samme fiskekasse.

– Skal vi gå lidt i gang med at kigge på dem, fordi der er lidt regler, og det kan også godt være, at der er nogle arter, jeg skal sættes lidt ind i, for det er ikke dem alle sammen, jeg har set tidligere, sagde auktionsmester, Karsten Brovn Pedersen, efter han havde ringet med den store klokke i auktionshallerne i Hirtshals.

Fangsten denne dag består af 70 hæklede fisk. For halvanden måned siden startede Hirtshals Handel og Erhverv en konkurrence. Hækl en fisk på mindst 15 og højst 30 centimeter.

– Det handlede om at skabe en aktivitet ude i hjemmene, hvor mange også var lukket inde i den her nedlukning af Danmark, og det handlede også for os om at støtte det lokale erhvervsliv, forklarer bestyrelsesmedlem i Hirtshals Handel og Erhverv, Kristina Ølgaard Johansen, til TV2 Nord.

Auktionsmesteren i Hirtshals, Karsten Brown Pedersen, var udnævnt til dommer.

– Jeg synes, at det var meget kreativt tænkt det her, og det var dejligt at se, at resten af byen også har lidt fokus på fisk og ved, at fisken har en stor betydning her i Hirtshals, siger Karsten Brovn Pedersen.

Dommerens valg faldt på en orange fisk, der var hæklet af ting fundet på stranden.

– Den kan faktisk få vores MSC-mærke for bæredygtig fisk, smiler Karsten Brovn Pedersen.

De 70 hæklede fisk skal i fremtiden bruges som pynt og udsmykning i handelslivet i Hirtshals.

Kilde: TV2 Nord.
Foto: Skipper.


Link til tidligere artikel

Skidtfisken fra Kjul

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments