Turister vil have naturoplevelser på ferien

Turister i Danmark er tilfredse med deres ferie, særligt med kyst- og naturoplevelserne, på de danske feriesteder, men der skal udvikling til, for gæsterne stiller fortsat højere krav til deres ferie. Det viser en ny analyse fra Dansk Kyst- og Naturturisme udført i samarbejde med 37 danske feriesteder.

146
Naturvejleder Jakob Kofoed. Foto (arkiv): Jens Kranen Photography.

Dansk turisme oplever i disse år en flot fremgang, og de foreløbige overnatningstal for 2019 melder ligeledes om en flot vækst.

Danmarks kyst og natur tiltrækker mange turister, og det er især naturoplevelserne og byernes atmosfære, der har betydning for gæstetilfredsheden på de danske feriesteder. Det viser en ny, omfattende analyse fra Dansk Kyst- og Naturturisme.

Dansk Kyst- og Naturturisme har spurgt 11.144 feriegæster på 37 feriesteder i Danmark til en lang række parametre, der har betydning for tilfredsheden med en afholdt ferie. Turisterne signalerer en høj gennemsnitlig tilfredshed på tværs af feriesteder, hvor hele 94 procent af de adspurgte har svaret, at de er tilfredse eller meget tilfredse. Dertil viser undersøgelsen, at gæsterne har en meget høj anbefalingsvillighed, hvilket kan aflæses i feriestedernes samlede ’Net Promotor Score’ på 62.

Undersøgelsen viser desuden, at den primære ”reason-to-go” blandt feriegæsterne er atmosfæren i byerne, som blandt andet dækker over det lokale liv inde ved byerne samt parametre som ’ro’, ‘hygge’, ‘afslapning’, ‘miljø’ og ‘dejligt sted’.

Udvikling af naturoplevelser

Langt størstedelen af feriegæsterne er tilfredse med feriestederne, men undersøgelsen viser også, at feriegæsterne i højere grad efterspørger en let adgang til naturoplevelser og mulighed for at benytte sig af naturen – både når det kommer til adgang i form af infrastruktur, men også i forhold til aktiviteter og formidling.

– Analysens resultater viser, at nogle af feriestederne har flere førstegangsbesøgende, hvilket kan tyde på at de er begyndt at tiltrække nye målgrupper, der stiller nye krav til oplevelser og kvalitet på ferien. Vi oplever allerede nu en spirende aktivitet i forhold til produkt- og konceptudvikling på en række feriesteder, så vores gæster har mulighed for at tilgå forskellige naturoplevelser, men der er behov for endnu mere udvikling, hvis vi skal indfri kyst- og naturturismens store potentiale i fremtiden, fortæller destinationsudviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, Jacob R. Kirkegaard Larsen, og fortsætter:

– Konkurrencen om turisterne er hård, så det er afgørende, at vi lægger os i selen for hele tiden at udvikle og nytænke turismen i den retning, turisterne efterspørger. Både for at kunne bevare interessen hos de turister, som allerede besøger Danmark, men bestemt også for at kunne trække nye gæster til landets turistområder.

Dansk Kyst- og Naturturisme har senest lanceret en ny handleplan for dansk outdoorturisme i samarbejde med Erhvervsministeriet, som har til formål at fremme en fælles bæredygtig retning, i økonomisk såvel som ressourcemæssig forstand, for udvikling af outdoor-turismen og ikke mindst styrke outdoor-tilbuddene på landsplan.


Fakta om tilfredshedsanalysen 2019

  • Undersøgelsen er gennemført af Wilke på vegne af Dansk Kyst- og Naturturisme
  • Den er finansieret af de 37 deltagende feriesteder og Dansk Kyst- og Naturturisme
  • Den er senest gennemført i 2017
  • Analysen fra 2019 bygger på 11.144 personlige interviews gennemført i perioden juli-august 2019.
  • Respondenterne er alle minimum 18 år og opfylder kriterierne for at være turist

Fakta om Dansk Kyst og Naturturisme

Dansk Kyst‑ og Naturturisme er en erhvervsdrivende fond, der vil udvikle og skabe vækst i kyst‑ og naturturismen i Danmark. Fonden er ansvarlig for udviklingen af kyst‑ og naturturismen i hele Danmark og skal medvirke til at vende tilbagegang til vækst og vinde nye markedsandele.

Dansk Kyst‑ og Naturturisme fokuserer på tre sammenhængende kerneområder inden for kystturisme; at sikre international synlighed, produktfornyelse og bedre destinationskvalitet. Se mere på www.kystognaturturisme.dk

Link til en af mange tidligere artikler om naturoplevelser

Spær rejst i Ørnereservatet

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments