Tummas nyder nu livet og lærer hele tiden nyt om Japan

Tummas á Hálvmørk Joensen fra Tversted er draget på eventyr, idet han skal bo 11 måneder i Japan. FlaskePosten bringer her det tredje rejsebrev fra udvekslingsstudenten Tummas.

157

Tummas á Hálvmørk Joensen fra Tversted er draget på eventyr, idet han som udvekslingsstudent skal bo omkring 11 måneder i Japan. FlaskePosten har fået fornøjelsen af at kunne følge med under opholdet.

– En af mine venner fra Tyskland, Jasper, som er på udveksling i Tokyo, spurgte, om jeg ikke ville med ham og hans værtsfamilie i deres feriehus, da det er relativt tæt på, hvor jeg bor. Dertil svarede jeg da selvfølgelig ja, fortæller Tummas.

– Dagen jeg ankom, lørdag, tog vi til en onsen (温泉), som er et sted, hvor man kan bade i naturlige varme kilder. Stedet, hvor vi var, havde både indendørs og udendørs bad, sauna, dampbad, aromabad, koldt bad og meget andet.

– Disse onsen er kønsopdelte, da man bader nøgen. Ved langt de fleste onsen må man heller ikke have tatoveringer. Derfor blev Jaspers værtsbror nødt til at tildække sin tatovering med et lille håndklæde for ikke at blive smidt ud

– Dagen efter tog vi til en underjordisk hule, hvor der i bunden er koldt nok til at finde naturlig is. Derefter tog vi til Yamanaka Lake (山中湖), hvor vi fik en tur rundt i en speedbåd på søen. Det var vildt fedt, og man havde også en fantastisk udsigt til Mt. Fuji.

– Vi afsluttede dagen med en barbeque. Og det var mig, Jasper, og hans værtsbror, der stod for at skulle tænde grillen. Jeg kan vist nok sige, at vi blev lidt forsinkede, da det tog os lidt over en time, og vi til sidst blev nødt til at bruge en gasbrænder til at tænde et mindre bål, som så kunne antænde kullene.

– Den næste dag tog vi hen til et vandfald, eller rettere sagt to vandfald, som jeg har glemt hvad hedder. Derefter blev jeg hentet at min værtsklubs counselor. Jeg troede, at jeg bare ville blive kørt direkte hjem igen til min værtsfamilie, men nej. Vi kørte ud til en anden sø i nærheden, Kawaguchi lake (河口湖), og spiste frokost.

– Til min overraskelse fandt jeg også ud af, at min counselor er en meget stor Linkin Park fan, da det stort set var det eneste musik, vi hørte i bilen, men jeg klager ikke. Til sidst spiste vi aftensmad på en mindre, klassisk japansk restaurant. Og det var nok det lækreste mad, jeg har fået hidtil i Japan. Vi fik sashimi, tempura og aubergine med søpindsvin.

– Jeg er også flyttet hjem til min anden værtsfamilie nu. De er super flinke, og jeg er faldet godt til her. Jeg bor lidt længere væk fra min skole nu, så nu skal jeg cykle til den nærmeste togstation, tage toget til byen, hvor min skole er, og så cykle fra stationen til min skole, slutter Tummas á Hálvmørk Joensen.

Link til foregående rejsebrev: Tummas fra Tversted har fået smag for Japan

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments