Den store bog ”Vendsyssel under besættelsen” er atter på hylderne i 3. oplag ved boghandlerne Vendsyssel og i Aalborg, torsdag den 2. maj.
De to første oplag blev revet væk fra hylderne hos boghandlerne, og dette 3. oplag er kun trykt i 300 eksemplarer. De mere end 700 siders spændende beretninger fra besættelsen i Vendsyssel, er blevet til via fortællinger fra 500 vendelboer, samt et årelangt forfatterarbejde fra Pernille Pedersen.
Hirtshals under besættelsen
I bogen er der flere afsnit om Hirtshals, og om personer fra Hirtshals – bl.a. en spændende beretning fra urmager Kaj Jensen, Hirtshals, samt masser af læsestof og fotos fra Hjørring, Vrejlev, Poulstrup, Harken, Tårs, Vrå, Brønderslev, Frederikshavn og mange andre områder i Vendsyssel.
Om ”projekt besættelsestiden” i det jyske
Pernille Pedersen som er amatørhistoriker på 64 år og er barnebarn af en aktiv modstandsfamilie i Vendsyssel, er nu ved at skrive sin 3. bog om ”Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen”. Pernille Pedersen har planer om at skrive 6 bøger om besættelsen i Jylland, og bogen hun skriver på nu – den 3. bog i serien udkommer i foråret 2020. Om bind 3. kan der allerede afsløres at den bog også bliver præget af mange ukendte oplysninger, beretninger og fotos.
Når alle 6 bøger er udgivet, er der skrevet cirka 4300 sider om besættelsestiden i det jyske. Pernille Pedersen fortæller, at hun gennem mange år har skrevet og samlet materiale til bøgerne i cirka 85-90 timer om ugen. Det hele er et intenst detektivarbejde og gigantisk puslespil, og Pernille Pedersen fortæller, at hun blander lidt af det tidligere skrevne sammen med de nye, men gamle, nyfundne arkivalier. Pernille Pedersen har også rendt Rigsarkivet, lokalearkiver og museer på dørene, hvor hun har fundet usandsynlige store bunker af fine arkivalier til sin bogserie.
Sådan begyndte det hele
I 2011 ville Pernille Pedersen skrive en lille bog på 30 sider om sin families deltagelse i modstandsbevægelsen i Vendsyssel. Hun kunne hurtigt mærke at ”skriveriet” fangede hendes interesse dybt, og hun øgede de planlagte 30 sider til 250 sider om modstandsbevægelsen i Midtvendsyssel. Men de 250 sider om Midtvendsyssel var slet ikke nok, og med iver efter mere viden om modstandskampen, begyndte hun at indsamle arkivalier ved fremmede familier rundt om i det jyske, og på statens arkiver, samt hos alle lokale arkiver.
Den lille bog endte med at blive en stor flot bog på 712 sider, som efter 5 års intensivt arbejde, blev præsenteret den 4. august 2017, ved en bogreception på Vrejlev Kloster i Vendsyssel. ”Vendsyssel under besættelsen” blev totalt udsolgt i september 2018, og samme år modtog Pernille Pedersen ”Niels Ebbesen Medaljen” for bogen.
Sideløbende med at hun skrev bogen om Vendsyssel under besættelsen, var hun begyndt med sin anden bog ”Østjylland underbesættelsen”, og denne 2. bog i serien, udkom den 2. november 2018, og den 3. bog forventes at udkomme i foråret 2020.
Bøgerne er spændende læsning
Bøgerne skrives med en dyb seriøs interesse for at formidle en periode i Danmarkshistorien, hvor der var frihedskæmpere, mænd som kvinder, der satte deres liv ind som indsats, for Danmarks ære og nedkæmpelse af den nazistiske undertrykkelse.
Bøgerne fokuserer bl.a. på nedkastningerne og våbenmodtagegrupperne, men de handler også om andet end modstandsarbejde, så som historier om hverdagen og hændelser under krigen.
De mange sabotager er lagt i kronologisk orden, uden at blive kedelig læsning med lange remser. Bøgerne fortæller om: De illegale skrifter og aviser, ledelsen i den jyske modstandsbevægelse, SOE, flugtruterne i Sverige og Gestapos nådesløse klapjagt på modstandsfolk og civilbefolkningen. Der er flere kapitler om de faldne modstandsfolk og de arresterede, Frøslevlejren, de tyske kz-lejre.
Overskuddet fra bogprojekterne doneres til Frihedsmuseets Venner, Frihedsmuseet og 4. Maj Kollegierne
Forlaget Vrejlev er udelukkende lavet for projektets 6 besættelsesbøger i det jyske. Et år efter 6. binds udgivelse nedlukkes forlaget, og overskuddet bliver doneret til Frihedsmuseets Venner, Frihedsmuseet eller 4. Maj Kollegierne. Der er altså ingen der tjener på at lave bøgerne, hverken forfatteren eller forlaget. Det hele er baseret på frivillig hjælp. Den eneste der får honorar, er forlagets revisor.
Hver bog har og får sin hjemmeside:
Tidligere udgivelse den 4. august 2017:
”Vendsyssel under besættelsen” Denne hjemmeside har rundet ¼ million besøgende. Bogen Vendsyssel under besættelsen bliver genudgivet i 3. oplag den 2. maj i år og runder herved 2.200 eksemplarer. Den første bogs hjemmeside er indtil nu besøgt af ¼ million brugere og kan findes på:
http://www.vendsysselunderbesaettelsen.dk/
Ny udgivelse den 2. november 2018:
”Østjylland under besættelsen”
http://www.ostjyllanddjurslandkrigen.dk/
3. bind: ”Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen”
er for længst påbegyndt og forventes med forventet udgivelse i foråret 2020. Dennes hjemmeside er under opbygning og kan følges på:
http://www. nordjyllandunderbesaettelsen.dk/
Som skrevet er 3. oplag af Vendsyssel under besættelsen at finde hos boghandlere i Vendsyssel og i Aalborg fra d. 2. maj – men kun i begrænset antal på 300 bøger. De to første oplag blev totalt udsolgte, så man skal nok ikke vente for længe, hvis man vil have fingrene i den spændende bog på 712 sider.