Tredje nordjyske minkfarm ramt af coronavirus

Der er fundet smitte med Covid-19 hos en tredje nordjysk minkfarm. Det skriver Fødevarestyrelsen onsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

755
Minkfarmen nær Mosbjerg. Foto: Michael Schmidt Thomsen.

Der er fundet Covid-19 i mere end halvdelen af dyrene i en besætning af mink ved Sindal. Det drejer sig om en besætning på omkring 5.000 mink, og af forsigtighedsgrunde har regeringen valgt at minkene skal aflives. Mandag har Fødevarestyrelsen testet besætningen, efter at personer med relation til minkfarmen var smittet med coronavirus.

TV2 Nord har onsdag aften været i kontakt med ejeren af minkfarmen, som ligger uden for Mosbjerg ved Sindal. Ejeren bekræfter, at der er konstateret smitte på minkfarmen, men han vil ikke stille op til interview.

Minkfarmen, hvor der nu er konstateret smitte, befinder sig kun i ganske kort afstand fra den minkfarm, hvor der i første omgang blev konstateret smitte.

Borgere i Vendsyssel har tidligere været ramt af en virusstamme, som har betydet at mink på to andre nordjyske minkfarme, er blevet aflivet. Fødevarestyrelsen kan endnu ikke sige, om der er tale om den samme virusstamme som på de to andre minkfarme.

Efter planen skal besætningen på den tredje minkfarm aflives fredag.

Ingen af de tre nordjyske minkfarme, hvor der er konstateret Covid-19, har været blandt de 120 farme, som er blevet testet som led i en national screening.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments