Folketinget vedtager om kort tid bygning af en jernbane fra Lindholm til Aalborg Lufthavn, skriver advokat Henrik Willadsen og fortsætter på hjemmesiden for Erhverv Hjørring:
“Alle partier stod bag forslaget ved 1. behandling forleden. Banen bliver en realitet i 2019 – eventuelt i 2020. Prisen bliver små 300 mio. kr. Skal vi være glade?
Tja bom bom – min umiddelbare reaktion er, at det havde været nok så godt, hvis Folketinget tog sig sammen og vedtog byggeriet af Den 3. Limfjordsforbindelse, inden tunnelen og broen sander helt til.
Det er selvfølgelig nemmere at finde 300 mio. kr. end de 6,2 mia., som den tredje forbindelse vil koste.
Men det samfundsøkonomiske afkast er langt højere ved den 3. Limfjordsforbindelse end ved lufthavns-jernbanen.
Hvem er jernbanen til gavn for?
Primært for Aalborg Lufthavn, der vil forstærke drænet af passagerer fra Midtjylland, når de kan tage toget direkte til terminalen. Det bliver endnu en pind til Tirstrup Lufthavns ligkiste.
Indirekte bliver det dermed også til gavn for hele Nordjylland, fordi udbuddet af flyruter ud af Aalborg vil blive større.
I Vendsyssel må vi se i øjnene, at Aalborg Lufthavn med stor sandsynlighed før eller siden bliver endestationen for DSB’s nationale tog.
Når den store tog-revolution i Nordjylland finder sted den 6. august næste år med Nordjyske Jernbaner som operatør på hele den regionale togtrafik, vil der ganske vist fortsat køre seks lyntog i døgnet med stop og start i Frederikshavn.
Men hvor længe? Om ikke før så slutter det, når elektrificeringen af jernbanenettet gennemføres, for der bliver med garanti ikke hængt el-ledninger op i Vendsyssel.
Det kommer til at gøre ondt på selvforståelsen, når der ikke længere står ”Tog til Frederikshavn” på tavlerne på Københavns Hovedbanegård, men i stedet ”Tog til Aalborg Lufthavn.”
Men reelt har vi i Vendsyssel mere ud af, at Nordjyske Jernbaner – uden DSB-tog til at køre i vejen – kan præstere en regional halvtimes-drift uden forsinkelser, end at DSB fortsætter med at frustrere de nordjyske togpassagerer, fordi problemer andre steder i landet ophobes og ender med forsinkelser og aflysninger i Vendsyssel.”
Kilde: Erhverv Hjørring.