HELE VERDEN I ET GLAS VAND
Endelig oprandt den store dag. Kresten gik ud til receptionen, og minsandten om der ikke allerede stod et hold tyskere og tjekkede ind. Men det var ikke kun tyskere, der var på vej til Vandlandet. Der var også mange nordmænd og en pæn flok danskere undervejs. Faktisk var der fuldt hus. Det var selvfølgelig en smule misvisende. Over halvdelen af opholdene var blevet foræret væk for at få Vandlandet placeret på det mentale landkort. Rygtet om oasen i Søndervig ville sprede sig som ringe i vandet. Bedre reklame end mund til mund fandtes ikke.
Mens norske biler trillede fra borde i Hirtshals og Frederikshavn, sad pædagogmedhjælperen Lissie fra Herning ved siden af Per i hans halvgamle Opel Astra. Hun rykkede uroligt i passagersædet. Fuck, hvor det kriblede. Hun tænkte på de små røde numsehuller. På bleerne fulde af liv. Ungerne der kløede sig. Vuggestuen var ramt. Skulle hun sige noget til Per? Nej, det var for klamt. Og så godt kendte de jo heller ikke hinanden. Men hvad nu hvis han ville slikke hende? Skulle hun så advarer ham eller give fanden i det? Eller værre. Hvad hvis han fik lyst til at gøre det analt? Hold op, hvor kunne det nå at blive pinligt.
Mens Lissie bekymrede sig om, hvordan hun skulle komme igennem den kommende uge, så kvinden i den bagvedkørende bil kærligt på sin mand. Det var sødt, at Far Mark havde inviteret Marks ven Kristian med. Omme på bagsædet sad de to små skurke og hviskede. Hvad kunne sådan et par småfyre have af hemmeligheder, de var jo endnu så uskyldige?
»Så for pokker, sikke en idiot!
»Hvad er der?«
»Fjolsets bremselygter virker ikke.«
»Så, så, det er jo ikke sikkert, han ved det.«
»Det er en kvinde. Kvinder tjekker aldrig den slags.«
Mor Mark besindede sig. Hun ville ikke skændes om ligegyldige småting. Vi er på ferie. Vi lever i Danmark. Vi er verdens lykkeligste folk. Det bliver en god dag.
Egentlig kunne Inge og Halfdan have taget cyklen. Deres hjem lå kun et par kilometer fra Vandlandet. I begyndelsen havde de været arge modstandere af projektet. De havde deltaget i møder. Skrevet under på protester. Talt ophidset over aftensmaden. Ævlet tvært under gåturene på stranden. Vandlandet havde kort sagt fyldt en hel del i deres liv de sidste par år. Men nu lå det her. Og de havde brug indkvartering i et par uger. Gennem Magisterforeningen havde de fået et umanerligt godt tilbud. Da de gik på pension, besluttede de at flytte permanent i sommerhuset. Det var Halfdans ide, så Inge benyttede lejligheden til at sætte sig igennem. Hun havde længe haft lyst til, at det gamle køkken blev erstattet med et mere tidssvarende design. Og badeværelset trængte også til en tur. Til Inges undren føjede Halfdan sig overraskende let. Men hun kunne jo hellere ikke vide, at Halfdan var kommet på god fod med et par af de polske håndværkere, der deltog i opførelsen af Vandlandet. Rent principielt var Inge og Halfdan modstandere af sort arbejde. Men det var en ordentlig omgang, huset skulle have. Og selvom deres pensioner egentlig var udmærkede, var det svært at takke nej, da først tallene kom på bordet. Så nu stod de altså her. Foran en af de ferieboliger, de så indædt havde kæmpet imod.
På bagsædet af en stor Mercedes, der kørte mod vest ad Ringkøbingvej, sad landbrugsmedhjælperne Dimitri og Fjodor i spændt forventning. Det var over to måneder siden, at Madsen havde fortalt, at han havde bestilt ferie til dem. Ferie! Bare sådan, havde man hørt den slags ske hjemme i Ukraine?
»Du Dimitri, hvad skal vi i det der Vandland?«
»Drikke. Se på piger. Sidde i jacuzzi som oligarker.«
Madsen lænede sig tilbage i sædet og nød den forventningsfulde summen omme fra bagsædet. Det var rart at kunne gøre lidt for dem. De var så flittige, men han kunne ikke få sig selv til at give dem mere i løn. Det var ikke, fordi han var nærig, slet ikke. Omkostningsbevidst bevares, men hvem var ikke det? Det var man nødt til, sådan som tiderne var. Nej, det var fordi Fjodor og Dimitri var ansat gennem bureauet. Og kontrakten sagde sit. Bureauet skulle have sine fyrre procent, og så kunne det jo hurtigt blive dyrt. Der var en del af de andre bønder på egnen, der stak deres kontraktarbejdere lidt sort uden om bureauet, men den slags ville han ikke være med til. Næ, så var det bedre at forkæle dem lidt i ny og næ.
Mor Mark så sig fortvivlet omkring. I brochuren havde der ganske vist stået om de 500 ferieboliger, men hun havde ikke forestillet sig, at det ville være så uoverskueligt. Husene var fuldstændig ens. Hvordan i alverden skulle drengene kunne finde rundt? Den dag Far Mark kom hjem og fortalte, at han havde vundet en uges ophold i Vandlandet gennem firmaet, lykkedes det hende så nogenlunde at holde masken. Heldigvis var Far Mark så opstemt, at han ikke bemærkede den rest af skepsis, ”så nogenlunde” levnede. I virkeligheden følte hun væmmelse ved disse opvarmede fugtige tætbefolkede miljøer. Til daglig arbejdede hun som laborant i Levnedsmiddelstyrelsen, så hun vidste, hvad der skulle til for at få sat skub i væksten af mikrober. Fugt og varme. Så kort kunne det siges.
Lissie skyndte sig på toilettet. Opfyldt af hellig afsky skævede hun ned i kummen og fik bekræftet sine bange anelser. Det ormede sig rundt på de kanelfarvede pølser. Små hvide væsner i vild panik over den pludselige kulde. Hun gjorde sig færdig. Vaskede hænder. Tørrede dem. Gentog så processen nok en gang.
»Hva så tøs! Far her har fået ny badekåbe. Ligner jeg en hunk eller hvad?«
»En hvad?«
»En hunk, en tyr, en heftig motherfucker der er ude på ballade.«
Lissie smilede beklemt og sagde, at hun hellere måtte se at få pakket ud. Et skuffet hundehoved afløste Pers selvforelskede ansigt, og for anden gang strejfede det hende, hvor lidt de egentlig kendte hinanden. Han satte sig på sengen. Den lårkorte badekåbe gled op, så der var frit udsyn til de stramme speedos med bulen fra den nu temmelig stive pik. Det var håbløst, Per ville aldrig kunne forstå, at noget kunne føles meget mere privat end sex.
Bjarne trak Kresten til side.
»Du Kresten, vi har lige fået en forespørgsel på en god pris på hele Vandlandet, men jeg ved ikke rigtigt, hvordan vi skal forholde os.«
»Hele Vandlandet?«
»Ja, feriehytter, Lagunen, the works, to tusinde betalende gæster.«
Kresten smilede bredt. Vandlandet var baseret på en forudsætning om en belægningsprocent på 35 i snit, så der skulle ikke ret mange af den slags arrangementer til, før det så rigtigt fornuftigt ud.
»Giv dem bare 10 procent, det er den slags, vi skal satse på.«
»Der er bare lige en lille hage ved det.«
»Hvad mener du?«
»Det er LDS, Landsforbundet af Danske Swingere, der spørger. Skal jeg afvise dem?«
Kresten tænkte sig om et kort øjeblik.
»Nej klø på, naturligvis er de velkomne.«
»Jamen personalet, kan vi byde dem det?«
»For pokker Bjarne, pigerne er fra Thailand.«
Arrangementet med servicepersonalet var intet mindre end genialt. De skulle arbejde her i et halvt år og havde så et halvt år hjemme i Thailand. Rejsen betalt. Kost og logi, og en løn der var mere end dobbelt så høj, som det de kunne tjene derhjemme. Det var en god ordning for pigerne. Social ansvarlighed og global ansvarlighed var på mange måder to sider af samme sag. I hvert fald set i det store perspektiv. Og så kostede de stadigvæk kun en brøkdel af, hvad han skulle have betalt halvmopsede danskere. Men det var nu sådan set ikke det med pengene, der gjorde det så genialt. Nej, det var det, de gjorde ved stemningen. De smukke piger gav Vandlandet en afslappet og eksotisk atmosfære. Gæsterne ville virkelig føle, at de var på ferie. Globalisering var intet mindre end en velsignelse for det vestlige menneske. Verden var fuld af tjenstvillige arme og ben, der ville gøre meget for lidt. Tænk at nogen kunne få det ord til at lyde som den rene forbrydelse.
Følg med fra første afsnit…
