Nyt bogværk om hele Hjørring Kommune

"Trap Danmark: Hjørring Kommune" er velkvalificeret faglig og særdeles velskrevet viden om hele Hjørring Kommune.

51

En ny indbydende bog med 148 siders kvalitetsindhold om Hjørring Kommune udkommer 22. juni 2017.

I et blødt og bøjeligt omslag – lige til at tage med over i sofaen for at fordybe sig i kommunens natur, kultur og historie. Eller til at tage med på opdagelsestur.

Flot illustreret med både historiske fotos og helt nye billeder. Bagerst i bogen er endvidere indlagt et folde-ud-kort over kommunen i målestoksforholdet 1:75.000.

Trap Danmark: Hjørring Kommune er for alle borgere, besøgende, turister og andre, der vil vide det væsentligste om kommunens natur og landskab, historie, byer, kultur samt samfunds- og erhvervsliv.

Fra det mest almindelige til det mest specielle
Bliv klogere på Skallerup Indlandsklitter, Lønstrup Klint og Boller Sø. Få viden om Børglumkloster og Vrejlevkloster. Læs om Skov-Kirsten, Tolne Skovpavillon og nye tiltag som Vendsyssel Teater. Gå på opdagelse i geologien, og lær om Yoldiahavet og istidens indflydelse på landskaberne. Få fakta om alt fra Hjørring Revyen og vendelbomål til pendlingsmønstre og uddannelsesforhold. Trap Danmark har det væsentligste med. Fra det mest almindelige til det mest specielle.

I november 2016 udkom et Trap Danmark-bind på 318 sider som det første i et bogværk på 34 bind om hele Danmark. Det omhandlede Frederikshavn, Hjørring og Læsø Kommuner i ét samlet bind. Det er indholdet om Hjørring Kommune i dette bind, der nu bliver til en selvstændig kommunebog henvendt til en bredere målgruppe og tilføjet et folde-ud-kort.

Trap Danmarks redaktion står for at indsamle, redigere og formidle faglig viden om hele Danmark. Indholdet skrives af udvalgte fageksperter og konsolideres af fagkonsulenter. I alt har 156 forskere og eksperter bidraget til tilblivelsen af Trap Danmark: Hjørring Kommune. Trap Danmark har desuden et fagligt råd, der sikrer de overordnede redaktionelle retningslinjer.

Vejledende udsalgspris for Trap Danmark: Hjørring Kommune er kr. 199,95.

Bogen kan bl.a. købes hos boghandlere i Hjørring, Hirtshals og Frederikshavn.
Den kan bestilles hos alle landets boghandlere og købes online f.eks. på www.bog-ide.dk eller direkte hos den lokale Bog & idé i Hirtshals.

Eksempler på indhold i Trap Danmark: Hjørring Kommune

HIRTSHALS FISKEAUKTION


Foto: Tao Lytzen

Hirtshals Fiskeauktion blev i 2005 tilknyttet Fisketerminal Hirtshals, der er en moderne bygning til sortering, omsætning og formidling af fisk. Her er en auktion i gang med eftersyn af diverse fisk.

KUNSTHÅNDVÆRK I LØNSTRUP


Foto: Tao Lytzen

Hjørringområdet er rigt på kunsthåndværkere, der ligesom billedkunstnerne finder inspiration i naturen, vejrliget og lyset. Især langs kysten har både danske og udenlandske keramikere, glaskunstnere og guldsmede slået sig ned med værksteder og butikker. Lønstrup har den største koncentration af kunsthåndværkere i Nordjylland. I det tidligere Linnemanns Hotel i Lønstrup ligger glaspusteriet Glashuset Lønstrup – Vangeglas. På billedet ses glaspusterne Anders Vange (th.) og Andreas Poulsen i værkstedet.

SKALLERUP INDLANDSKLITTER


Foto: Tao Lytzen

Som følge af bl.a. skovfældning blev Vendsyssel i 1500- til 1800-tallet hårdt ramt af sandflugt, hvor flyvesand trængte 3 km ind over land og skabte det særprægede og bakkede landskab Skallerup Indlandsklitter, hvor lave klittoppe veksler med sletter og mindre plantager. Landskabet har været brugt til græsning, hvilket har forhindret tilgroning og har givet gode betingelser for bl.a. nikkende kobjælde, hvis violette blomster man kan opleve i det tidlige forår.

KYSTTURISME


Foto: Tao Lytzen

Det blå ishus ved stranden i Tversted er kendt for sit hjemmelavede guf. Der er blevet solgt is på stedet siden 1920, og på ca. samme tidspunkt tog sommerhusbyggeriet fart i Tversted.

HJØRRING REVYEN

Foto: Susanne Mertz/Scanpix

Scenebillede fra Hjørring Revyen 1974; i forgrunden ses fra venstre Eddie Skoller, Lykke Nielsen og Jesper Klein. Året før havde tekstforfatteren Thøger Olesen genoptaget traditionen med at spille revy i Hjørring. I årene 1979-97 var Per Pallesen direktør og instruktør, ligesom han medvirkede i revyen.

42 METER BRODERET HJØRRINGHISTORIE


Foto: Håndværkernes Hus

Med inspiration fra bl.a. Bayeux-tapetet i Frankrig bliver Hjørrings historie fra købstadsrettighederne i 1243 til nutiden i disse år overført til lærred. Tæppet er tegnet af Poul Andersen og syarbejdet foregår hos Håndværkernes Hus i Hjørring, som er et arbejdende museum, der har til formål at bevare gamle håndværkstraditioner.

Billeder og tekst må bruges i forbindelse med omtale af Trap Danmark og med kreditering af fotograf.

YDERLIGERE INFORMATION

Trap Danmark er et kæmpe univers af levende fortællinger, dybdegående beskrivelser og leksikalske informationer om Danmark. Bogværket udkommer i 34 rigt illustrerede bind, som kommunebøger samt som et omfattende digitalt univers. Bag udgivelsen står Trap Danmark A/S med økonomisk støtte fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt G.E.C. Gads Fond med en samlet bevilling på 130 mio. kr. H.K.H. Kronprinsen er protektor for Trap Danmark. Læs mere om Trap Danmark på www.trap.dk

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments