Trængsel og længsel…

Når et fotografi rammer og går rent ind, har det som oftest en af to mulige kvaliteter, som er et poetisk eller et narrativt potentiale, men ovenstående har faktisk begge dele.

379

Mit nyhedsfeed på et af de store sociale medier kastede denne morgen billedet har fra 2017 op på min skærm med en lakonisk besked om, at man ser færger, fiskeskib og lodsbåd i Hirtshals Havn.

Når jeg reagerede positivt på det, skyldes det kvaliteten, som rummer et råt poetisk udtryk og et prosaisk eller narrativt aspekt. Billedet afstedkom umiddelbart en længsel efter igen at kunne rejse, som altså er følelsesmæssig eller netop lyrisk.

Efter den umiddelbare reaktion kom en anden og langt mere narrativ, idet billedet også udtrykker en dybere og mere problematiserende fortælling om globaliseringens både positive og negative aspekter, som især åbenbares i skyggen af coronakrisen.

Hvor den første reaktion er helt umiddelbar og dermed dybt afhængig af den samme evne til at stemme sindet, som man finder uforstilt udfoldet i musik og lige præcis poesi, hægtes den anden netop op på det narrative i et bogstavelig talt videre perspektiv.

Det er meget langt fra alle billeder, der så åbenlyst rummer begge kvaliteter, men her er de fanget og fastholdt af lokale Preben Andersen. Kender jeg ham ret, har han ikke skænket det en tanke, men reageret instinktivt.

Tværtimod står fotografiets poesi uanfægtet af fortænkthed, mens dets fortælling og videre perspektiver ikke korrumperes af en slet skjult ideologisk hensigt. Det handler kort fortalt om et intuitivt og foregribende nærvær.

Trængsel og travlhed er i denne tid afløst af bekymring og længsel. Fængslende og frigørende forløst af et dybt fascinerende fotografi.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments