Trænerteamet sender en hilsen til Team Hjørring Youth 2019

Trænerteamets syv tovholdere sender her en varm sommerhilsen til de 15 unge ryttere på Team Hjørring Youth 2019.

370

Kære THY

Kære Arthur, Cris, Emma, Frederik, Jonas, Karl-Emil, Kevin, Linda, Mads, Magnus, Markus, Martin, Mathias, Oliver og Steffen.

Nu er der gået nogle dage siden vi alle cyklede op af Champs-Élysées, rundt om Triumfbuen for at ende denne rejse ved foden af Eiffeltårnet på Champ-de-Mars, hvor alle pårørende, familie, venner og ikke mindst serviceholdet stod med flag og tog imod os alle. WAUW sikke følelser der render igennem kroppen ved tanken om den store bedrift I ALLE har gjort.

Det er 16 måneder siden I mødte hinanden for første gang under projektet THY 2019 – nogle af jer kendte hinanden fra skole, fodbold mv – men ingen af jer kendte hinanden på den baggrund at skulle cykle til Paris sammen.

Hvordan laver man et kortfattet resume af 16 måneders hård træning, sjov, udfordringer, grænser der flyttes osv. – tja så er det nok ikke mig der skal skrive det ;o)
Men ultrakort kan jeg beskrive det med én sætning
I ER UNIKKE – I er SEJE – I er THY2019

Det har været en rejse til det delmål i livet, nemlig at nå Paris på cykel – I har kæmpet hver og især, I har svedt, grædt, blødt for at nå dertil hvor vi kunne række hænderne i vejret foran Eiffeltårnet og kigge hinanden dybt og stolt i øjnene og sige i kor ”VI GJORDE DET!!!”

Før vi kom til denne delsejr i livet har vi været igennem en masse sammen. Vi har brugt ufattelige mange timer sammen ved 3 gange ugentlig træning, foredrag, oplevelser mv. – alt dette for at ruste jer ikke kun til denne tur, men at ruste jer til livets udfordringer fremadrettet. I skal huske på, at uanset hvilken udfordring I møder på jeres vej, så GIV ALDRIG OP – kæmp for det, kæmp for det I tror på. I har igennem dette forløb bevist hvor meget I kan, og jeg er sikker på vi kun har set toppen af isbjerget.

Når tingene brænder på, når tingene virker uoverskuelige – så tænk THY – tænk tilbage på alt det gode, tænk tilbage på det fantastiske sammenhold I har vist hinanden. Trods alle vores forskelligheder har I formået at skabe det perfekte hold, hvor I har støttet, respekteret og været der for hinanden. I har flyttet grænser på hvad I troede I kunne klare, hvad I mente var fornuftigt.

Hvis jeg skal fortælle om alle de oplevelser, resultater og sjov vi har oplevet med jer igennem dette forløb, så bliver det vist en bog med mange kapitler – I har bidraget alle med så meget. Der har været humor, alvor, glædes- og ikke mindst afmagtstårer, men INGEN af jer har givet op. Der har været sang og skrål mens vi har cyklet, ikke alt har lyt lige godt, summa summarum I har alle bidraget til at gøre vores fælles tur til noget UNIKT.

Det er ikke kun jer unge, som får noget med i bagagen det gør vi voksne også. Personligt har det for mig også været en stor sejr, og har flyttet mange grænser igennem forløbet – det skal I have tusind tak for.

Hvad så nu???
Når man har været en del af et så tæt fællesskab, som I har og nu står her bagefter og vi ikke skal til træning tirsdag, torsdag og søndag, ja det efterlader et tomrum – nogle af jer bliver måske usikre på hvad sker der nu, man har ikke lyst til at give slip – men KÆRE THY, husk på at vi er her for jer, og har I brug for os, så ved I hvor I kan finde os.

Godt være de officielle ”sure” træningsture er ovre, og I nu kan kigge ud af vinduet og se efter om det regner inden I vælger at cykle en tur, eller putte lidt længere søndag morgen i stedet for at skal op for at cykle – men gør jer selv den tjeneste GIV IKKE SLIP på cyklingen, I har set hvor meget godt den ”skide” jernhest har givet jer. Brug hinanden, brug vores messengergruppe, spørg om der er nogen der vil med ud og cykle en tur, det behøver ikke være 150 km i regnvejr, men 50 km i solskin. Dyrk de relationer I har fået bygget op. DE ER GULD VÆRD – I ER GULD VÆRD.

Lad ikke tomrummet styre jer, men styr tomrummet og fyld det op med alt det gode vi har oplevet på denne rejse.

Vi i trænerteamet er pavestolte over jer alle, I har kæmpet bravt, I har alle udviklet jer på hver jeres måde, men alligevel er der én fællesnævner – I ER SEJE!!!!

Til slut vil jeg blot lave en lille reference og parallel til HC. Andersens eventyr om den lille grimme ælling, som voksede sig til en stor flot svane, trods de knubs den fik igennem livet fordi den var anderledes. Vi i trænerteamet har ikke haft én men 15 unge ællinger, som er vokset og stadig vokser sig til at opnå at blive en stor flot svane.
I KAN, HVAD I VIL OG SÆTTER JER FOR….

Vi vil savne jeres fantastiske måde at være på overfor os og hinanden.

TAK for alt det I har givet og tak fordi I valgte at lukke os indenfor i jeres liv 

Dette var ordene for nu…

Hilsen et MEGA stolt trænerteam

Lone Krogh Andersen
Vibeke Haaning
Sebastian Jeppesen
Rene Lundberg Svendsen
Henrik Kokholm Sørensen
Flemming Stensbak
Morten Trampedach

Kilde: Team Hjørring.

Link til en af mange tidligere artikler

Linda og Emma fra Hirtshals cykler med Team Hjørring Youth til Paris

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments