Træn hunden hos Center for Dyreterapi i Hirtshals

Vær med til hundetræning fra 9. september på Kringelhøjvej i Hirtshals, lyder opfordringen fra det lokale Center for Dyreterapi.

30

Den 9. september begynder tre hvalpehold samt et hold for videregående træning og et, der handler om samarbejde, sjov og socialisering, lyder det fra Center for Dyreterapi i Hirtshals.

Fælles for alle fem nye hold er, at der er få deltagere på hvert af dem, hvilket i sagens natur ekstra gode muligheder for at få kompetente råd og personlig vejledning fra instruktørerne.

– Vi gør meget ud af, at der er tid til den enkelte, og så er vores fokus på den almindelige hundetræning. Vi lægger vægt på at få hunden til at fungere i en hverdag, mere end at gøre den klar til konkurrence, siger Bettina Hvidemose, der er ejer af Center for Dyreterapi.

Hun har længe haft svært ved at få plads til alle de henvendelser, hun har fået om hundetræning. Derfor bliver der nu et rekordstort antal hold:

– Det er første gang nogensinde, at vi kører fem hundetræningshold sideløbende. Jeg har i løbet af foråret oprustet på instruktørsiden, og derfor er det nu muligt at tilbyde flere hold, uddyber Bettina Hvidemose.

De nye hold trænes af Susanne Olesen, Judith Malka og Renee Søndergaard, alle tre er eksaminerede hundeadfærdsinstruktører.

Hundeholdene foregår i hverdagene på enten tirsdage, onsdage eller torsdage, og vil være en blanding mellem teori og praksis. Skulle der være dårligt vejr, bliver det ingen hindring for undervisningen:

– Vi er så heldige, at vi med vores hal-faciliteter har mulighed for at træne indendørs, og derfor kan vi træne selvom det regner og blæser.

Det er muligt for alle slags ”hundemennesker” at deltage på kurserne.

– Det er ikke en forudsætning, at man har gået til træning for at være med på det videregående hold, så længe ens hund kan basale øvelser som ”sit” og at kunne reagere på sit navn. Det samme gælder holdet med samarbejde, sjov og socialisering, der er åbent for både nybegyndere og erfarne hundefolk, afslutter Bettina Hvidemose.

Læs mere om tider og priser her: Dyreterapi og hundetræning

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments