Totalløsning til Intelligent Medicinhåndtering vinder Digitaliseringsprisen 2020

Den intelligente løsning (TIM) er udviklet til borgere i eget hjem til dosering og indtagelse af medicin.

148
Borger ved MedimiSmart. Foto: Hjørring Kommune.

Digitaliseringsprisen uddeles hvert år af Digitaliseringsstyrelsen, Djøf, Danske Regioner, Rambøll, KMD, Dansk IT og Charlie Tango og der konkurreres i tre priskategorier: Innovationsprisen, Implementeringsprisen og Sammenhængsprisen samt en publikumspris hvor deltagerne stemmer mellem alle 9 nominerede. Formålet er at øge opmærksomheden på succesfulde og værdiskabende digitaliseringsinitiativer i den offentlige sektor. Priserne er uddelt på OffDigWeek den 27. august 2020.

Medicinfejl er en af de helt store udfordringer i sundhedsvæsenet og med en 99,97 % korrekt dosering af medicin, skaber løsningen en væsentlig højere kvalitet og giver dermed borgerne øget tryghed og sikkerhed i håndtering af deres medicin. Samtidig frigør løsningen tid hos medarbejderne og giver borgerne øget frihed. Som en af borgerne, en 83-årig kvinde fra Vesthimmerlands kommune, udtrykker det efter at have prøvet den i et halvt år: ”Det er jo så nemt. Jeg er rigtig tryg ved den. Jeg vil fortsætte med den så længe jeg kan se og høre.”

-Vi er meget stolte over at have modtaget Publikumsprisen, da formålet med projektet netop var at skabe innovation på medicinhåndteringsområdet ved at opnå en mere sikker løsning til håndtering af medicin hos hjemmeboende borgere”, udtaler formand for den fælleskommunale styregruppe Heidi Madsen.

Hun vurderer, at projektet primært er lykkedes på baggrund af en stor indsats fra alle deltagere.Det gælder både de borgere i eget hjem, som har hjulpet med til at afprøve løsningen, de involverede praktiserende læger, medarbejderne i hjemme- og sygeplejen, projekt- og styregruppen kombineret med et godt og tæt samarbejde med Virksomhedskonsortiet MedicCare, bestående af virksomhederne MedicPen AB og CareConsult A/S, som har udviklet løsningen.

Resultaterne af udviklingsprojektet er så lovende, at løsningen nu skal udrulles i de ni nordjyske kommuner Aalborg, Vesthimmerland, Hjørring, Jammerbugt, Brønderslev, Rebild, Frederikshavn, Thisted og Mariagerfjord.

Sådan fungerer TIM

TIM fungerer ved, at borgeren får installeret en MedimiSmart pilleautomat i sit hjem. Pilleautomaten modtager automatisk oplysninger fra det fælles medicinkort (FMK) via borgerens elektroniske omsorgsjournal (EOJ) i kommunen. De oplysninger anvendes til apotekets pakning af medicin, til at minde borgeren om at tage sin medicin og til at tjekke aktuel dosis, inden den hælder pillerne op i en kop. Hvis borgeren ikke tager pillerne, sender systemet besked til en vagtcentral, som ringer for at minde borgeren om at tage medicinen og kontakter kommunen, hvis borgeren ikke besvarer tryghedsopkaldet.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments