Første halvdel af turneringen frem mod jul var mildt sagt vellykket overstået med en 1. plads i Pulje 1 for herrerne fra Tornby IF i Jyllandsserien.
Ikke desto mindre gik holdet lørdag, efter damernes kamp i 3. Division, som den lokale netavis let og elegant springer over i denne ombæring, ydmygt til kampen mod Aalborg HK.
Ydmygheden hos træner Esben Lambreth samt spillere og alle omkring holdet resulterede imidlertid psykologisk set i en kampgejst, som både i forsvaret og angrebet udmøntede sig i en veloplagt indsats, der gav en mildt sagt komfortabel sejr på 28-17 til Tornby IF.
Alt klappede kort fortalt denne lørdag for herrerne fra Tornby IF. Tempoet blev holdt højt fra start til slut og det taktiske oplæg blev fulgt af spillerne.
Hatteløft for herrerne fra Tornby IF!