
Hvert år hylder vi de mange foreninger, der skaber liv og sammenhold i det lokale Danmark. Og belønner Årets Forening med 100.000 kroner. Derudover belønnes yderligere 19 foreninger med enten 50.000, 15.000, 5.000 eller 2.500 kr. Endelig er der 25.000 kr. til en regional vinder i hver af de 5 regioner. Måske er det en forening, du selv er med i?
Tornby Idrætsforening er en af dem, der er blevet nomineret til Årets Forening, hvilket sker med følgende begrundelse hos Go’On.
“Jeg vil gerne nominere Tornby Idrætsforening, fodboldafdelingen, til prisen. For et par år siden havde en klubmand (Kasper Bang) en vision om at skabe fodbold for alle. Han og bestyrelsen fik skabt et Jyllandsserie kvindehold med spillere fra Østervrå, Vrå, Hjørring m.fl., hvor der både er plads til det sociale som fællesspisning såvel som talentudvikling fx på udenlandske træningslejre.

Ligeledes fik klubben oprettet ungdomsdrengehold i flere rækker, hvilke er et klart udtryk for plads til forskellighed. Bl.a. har trænere samt deres familier sørget for transport til spillere fra andre kulturer, som har bidraget til integrationen. Det næste projekt i afdelingen er at få skabt en blå tråd (afdelingens farve) ned igennem rækkerne. I den forbindelse har Jyllandsserie kvinderne indvilget i at agere hjælpetrænere på ungdomsholdene, så overgangen til holdet bliver nemmere og de unge har nogen at spejle sig i.
Et frø blev sået, og lige siden har rødderne i form af forældre, trænere, ildsjæle og spillere skabt en krone af sammenhold, dannelse og troen på at være god nok. På trods af få midler og vestkystens modvind er der nu mulighed for at alle kan nå deres mål, og i fodboldens navn er Tornby kommet på landkortet.”
Man kan stemme her: Tornby Idrætsforening
Forrige år blev Klitmøller Spejderne kåret til Årets Forening. Se her, hvilken kæmpe forskel det har gjort for de grønblusede drenge og piger.