Tornby i Bevægelse i Alperne: Opvarmning under Thors Hammer

I Tornby kan de som bekendt godt lide udfordringer og bevægelse, hvilket har ført et cykelhold fra stationsbyen til Alperne..

306

En lang rejsedag havde ikke taget lysten og modet fra rytterne på holdet fra Tornby i Bevægelse. Kl. 17.00 satte de sig på de lejede cykler og trillede ud på det, som skulle være en bette opvarmningstur.

– Solen skinnede fra en klar himmel og temperaturen lå omkring de 25 grader. Efter 10 km. på lige landevej stod vi ved dæmningen i Allemont. Her delte vi os op i to grupper, som var de kloge og kulturinteresserede samt de vovede og bjerggale, fortæller Jens Otto Størup.

– De kloge trillede videre ad lige landevej, kiggede på en enkelt fransk landsbykirke og vendte om, da de første dråber faldt. De bjerggale begyndte at kravle op til Alpe D’Huez af en bagvej. De bjerggale vidste ikke helt, hvad denne bagvej bød på af stigningsprocenter, men en højdemeter er jo en højdemeter, uddyber Jens Otto Størup.

– Lige inden vi nåede det punkt på bagvejen, hvor det skulle til at gå nedad, svingede Thor sin hammer Mjølner og regnen stod ned i tykke stråler. Hvad gør man så, når man står overfor 9 km. nedkørsel gennem hårnålesving med fald på 10 til 12 procent? Man parkerer cyklen og ringer efter de kloge, som troede de skulle til at nyde en fadøl i dalen, tilføjer rytteren fra Tornby i Bevægelse.

Rytterne blev dernæst bragt ned i varme biler af to omgange. Sådan kan det nemlig også gå, når man cykler i Alperne.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments