Toptrimmet Turf Tank

Både omsætning og ordrebeholdning er vokset, selv om sportsverdenen har ligget underdrejet, skriver Claus Dindler hos Hjørring ErhvervsCenter..

1372

Tingene har på ingen måde stået stille hos Turf Tank i Hjørring, selvom sportsverdenen globalt i månedsvis har været stækket af corona-restriktioner. Robotfirmaet satte alle kræfter ind på at toptrimme virksomheden i enhver henseende under nedlukningen. Det har lønnet sig.

På trods af tre-fire måneder med stort set ingen sportsaktiviteter som følge af COVID19 ligger Turf Tanks omsætning 45 procent højere end sidste års omsætning for samme periode, og ordrebeholdningen er 200 procent større. Det er lykkedes til trods for, at Turf Tanks allerstørste marked, USA, fortsat er særdeles underdrejet i langt de fleste stater.

Efterspørgslen er der, og markederne har responderet enormt positivt på Turf Tanks nye abonnementsmodel, hvor kunderne får en forudsigelig fast månedlig pris på automatisering af deres baneopstregning. Automatiseret opstregning opnår stadigt større interesse, og den fremtidige vækst skal i høj grad findes på tværs af niveauer og budgetter. Kunderne spænder i dag fra Premier League hos Liverpool og Manchester City, Superligaklubberne FCK og AGF herhjemme og  i større og større grad hos lokale klubber, kommuner og skoler i USA og Europa.

Den danske robot har også fået nye roller: som maskot, hvor Turf Tank wrapper robotter i folie med farver og logoer, så f.eks. universiteter i Alabama, Georgia og Florida også kan bruge deres robot som omkringkørende reklamesøjle for deres hold, når den alligevel kører rundt på sportsanlæggene og opstreger før kampene. Og som logooptegningsrobot, hvor skoler og klubber kan skrive tekster og optegne logoer på selve banerne.

CEO Olav Bjørn Jørgensen, Turf Tank

Turf Tank fik ny ledelse i starten af 2020, og CEO Olav Bjørn Jørgensen valgte at se corona-nedlukningen i foråret 2020 som en oplagt mulighed for at sætte ekstra tempo på den planlagte opgradering og digitalisering af alle arbejdsgange i virksomheden

”Vi har faktisk lavet en ny virksomhed i år. Før var det en startup-virksomhed. Nu har vi bygget en skalerbar vækstvirksomhed med en ny organisation samt strømlinede digitale processer og systemer.

Corona har krævet en ny måde at tænke salg på med færre fysiske demonstrationer, hvorfor Turf Tank har etableret nye Digitale Inside Sales kontorer både i København og Omaha, USA. Vi er lykkedes med at igangsætte adskillige robotter rundt omkring i verden uden at besøge kunderne. Tidligere brugte vi flere dage hos hver ny kunde på at installere og sætte op. Nu kan det klares på distancen, fordi vi har udviklet digitale redskaber til selvbetjening, support og live produktdemonstration. Den omstilling giver os kæmpe effektivisering. Alt i alt står vi nu langt stærkere end før,” siger Olav Bjørn Jørgensen.

Robotopstregning er fortsat nyt, og Turf Tanks egentlige konkurrent er den traditionelle manuelle opstregningsmaskine, som skubbes rundt på grønsværen af en medarbejder, som også varetager selve opmålingen manuelt. På markeder som USA, Storbritannien og Tyskland vurderer Turf Tank, at man i dag fortsat sidder på under én procent af markedspotentialet. Langs størstedelen af verdens markeder er fortsat ikke udforsket.

På baggrund af en video af Turf Tank robotten – der de seneste dage er gået viralt på Facebook med mere end 12 mio. views – vælter det for tiden ind med kontakter og forespørgsler fra hele verden.

I nogle sportsklubber varetager forældre til spillere opstregningsopgaven som frivilligt arbejde. Imidlertid har corona også medført salg af robotter til flere af disse klubber, fordi forældre ikke må færdes på sportsanlæggene.

I parker og andre offentlige områder har myndighederne i Holland, Danmark og USA valgt at bruge de danske opstregningsrobotter til at optegne ”corona-cirkler” til at understøtte sikker afstand mellem forskellige grupper af besøgende.

Efter opkøb af sit amerikanske datterselskab i starten af året er hele selskabet nu blevet slået sammen under navnet Turf Tank. Tidligere hed det danske moderselskab Intelligent Marking.

Staben tæller nu 17 ansatte i USA, 5 i København og 16 på hovedkontoret i Hjørring, hvor al firmaets robotproduktion og produktudvikling finder sted. I september 2020 forventer Turf Tank, foruden en række nye erfarne robotingeniører, der hentes ind fra rundt omkring i verden, at se endnu flere nye ansigter i Hjørring, når grupper af studerende fra Aalborg Universitet rykker ind i virksomheden, som en del af en netop indgået strategisk samarbejde med AAU for at lave projekter og tilføre masser af nye ideer.

Turf Tank har netop offentliggjort sit 2019-regnskab, der som forventet lander på et negativt resultat på 4,8 millioner kroner som følge af interne restruktureringer samt etablering af abonnementsmodellen, der mindsker initialindtægten, men i stedet sikrer en opbygning af kontraktværdi fra kunderne.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments