Skal der være fest, så lad der være fest, lyder et godt mundheld, som direktør Tom Boye har gjort til motto for den festmesse, der på søndag den 18. januar kl. 14.00 til 17.00 får lov at folde sig ud i fuldt flor på Montra Skaga Hotel.
– Det er da klart, at sådan et arrangement giver os en perfekt mulighed for at åbne dørene til alle rum og vise hele paletten af muligheder, som vi kan tilbyde de kunder, der vælger at holde en fest her, hvad enten den er af familiær eller forretningsmæssig karakter, fortæller Tom Boye.
Hotellets selskabslokaler vil i dagens anledning selvfølgelig til være pyntet op efter alle kunstens regler og derved give masser af inspiration til gæsterne. Ligesom der vil være udstilling af brudekjoler og selskabstøj til damer samt herreekvipering.
Endelig vil der også være konkurrencer med masser af præmier og i sagens natur et stort kaffebord med rigeligt af kage til 50 kr. pr. person.
På artiklens foto ses Tom Boye i færd med den omfattende planlægning af festmessens mange detaljer sammen med Iv Svendsen.