Ruths Hotel skifter ud i toppen. Det bliver Tom Boye, der kommer til at overtage direktørstolen efter Peter Christian Bühlmann Jensen. Den nye direktør tiltræder pr. 1. juni. Han kommer fra en lignende stilling ved Montra Skaga i Hirtshals og Hanstholm.
– Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang, glæder mig især til at møde gæster og ansatte. Og jeg er sikker på, at det hele nok skal komme til at fungere perfekt, siger den kommende direktør for Ruths hotel, Tom Boye.
Da Peter Christian Bühlmann Jensen tiltrådte som direktør for Ruths Hotel i 2010, lovede han at vende et større økonomisk underskud samt at styrke hotellets branding. Begge løfter blev indfriet og økonomien kom i plus efter tre år.
– Jeg har mødt så mange skønne mennesker heroppe blandt vores dygtige ansatte, de mange herlige gæster og alle de lokale. Hele tiden har jeg haft fokus på at udvikle vores hotel, så tiden er bare fløjet af sted og tre år er hurtigt blevet til ni, siger Peter Christian Bühlmann Jensen, den afgående direktør på Ruths Hotel.
Den afgående direktør vil dog være at finde på Ruths Hotel indtil september. Han skal nemlig hjælpe Tom Boye godt i gang. Derudover fortsætter Peter Christian Bühlmann Jensen som bestyrelsesmedlem.
Kilde: TV2 Nord.