Tørkeindeks topper også i det nordvestlige Vendsyssel

For lidt vand og 249 ekstra solskinstimer i maj og juni har udtørret jorden i det nordvestlige Vendsyssel og tillige i resten af Danmark.

89
Foto: Arkiv.

Klokken 12 denne onsdag træder et landsdækkende afbrændingsforbud som omtalt i går her på netavisen i kraft i hele landet.

Det er første gang nogensinde, at det i hele Danmark er forbudt at tænde åben ild, men der er en god grund til det.

Ifølge DMI’s tørkeindeks, som estimerer, hvor meget vand planterne har til rådighed i jorden, rammer Nordjylland nemlig sammen med resten af Danmark toppen af indekset med 9 og 10, hvor 10 er det tørreste.

Det betyder, at der kun skal en enkelt lille gnist til for at antænde en brand, der hurtigt kan udvikle sig.

TV2 Vejrets meteorolog, Andreas Nyholm, forklarer, at det efterhånden højrøde danmarkskort skyldes to ting:

– I både maj og juni har vi fået alt for lidt vand. I maj fik man 19 millimeter mod normalt 49, og i juni fik man 31 mod normalt 53 i Nordjylland. Det gør altså, at vi mangler cirka 50 millimeter regn. Samtidig er der kommet meget ekstra sol. 249 ekstra timer har braget ned over markerne, så det er altså efterhånden meget alvorligt med tørken i Nordjylland, siger Andreas Nyholm.

Der er dog ikke udsigt til regn de kommende dage heller. Frem mod næste uge fortsætter solskinnet og sommertemperaturerne med op til 27 graders varme i Nordjylland.

Link til tidligere artikel: Åben ild forbudt fra onsdag

Kilde: TV2 Nord og DMI.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments