Natten til mandag 15. oktober lagde en eller flere indbrudstyve vejen forbi en butik på Strandvejen i Hjørring.
De brækkede et vindue til butikken op – formentlig med et koben – hvorefter de kunne komme ind i butikken.
Tyvene fik gennemgået hele butikken, hvorfra de fik stjålet diverse tasker, bukser, sko og jakker.
Påvirket med trailer på slæb
En kørende patrulje bemærkede natten til mandag 15. oktober en varevogn med en trailer på slæb, som kørte noget usikkert på Ringvejen i Hjørring.
De valgte derfor at blinke den ind til siden, så de kunne tage en snak med føreren af bilen.
Den 29-årige bilist var tydeligvis beruset. Betjentene fandt derfor alkometeret frem. Det slog ud med en promille på hele 1.91.
Bilisten blev derfor anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand, og blev taget med på stationen, hvor en blodprøve skulle bekræfte promillen.
Lampetyveri i Løkken
Tre plastlamper i hvid og en brændekurv var, hvad en indbrudstyv slap af sted med fra et sommerhus mellem 26. september og 14. oktober.
Døren til sommerhuset i Løkken blev brækket op med hjælp fra et koben, hvorefter tyven kunne gå ind.
Her skar tyven de tre lamper ned. I skraldespanden var der et afskåret strømstik, som muligvis stammer fra et indbrud andetsteds, da der ikke manglede nogen stik eller ledninger i sommerhuset.
Mangler du et strømstik? Så ring til Nordjyllands Politi på 114.
Foto: Politi.dk