April måned er for mange fiskere en sand fest oven på trængslerne med brexit og coronakrise. Utålmodigt har de ventet på kajen, men den 1. april gik det løs. Fiskeriet efter de små industrifisk tobis er i gang.
Heldigvis så har tobisfiskeriet fra start lovet godt med god rådgivning, fine kvoter og med de første fangster landet, skriver FiskeriTidende. På billederne ovenfor er det HG 236 Milton, der tungt lastet med tobis forleden anløber Hirtshals Havn.
Fakta om tobis
Tobis kaldes visse steder i folkemunde for sandål og er en familie under pigfinnefiskene. Der er flere arter af tobis og de bliver typisk 15-20 cm. lange.
Det er en bundfisk, der foretrækker ret grov sandbund, som de kan grave sig ned i. Dens æg klæber til sandkornene. Tobis lever først og fremmest af vandlopper og er selv en vigtig del af fødegrundlaget for mange større fiskearter.
Tobisen svømmer kun frit omkring i sommerperioden og derfor foregår tobisfiskeriet fra april, hvor den fanges som industrifisk til produktion af fiskemel og fiskeolie. Mellem en tredjedel og halvdelen af danske fiskefangster består af tobis. Danmark står desuden for 90 procent af tobisfiskeriet i EU. Tobisen er et grundlæggende led i Nordsøens fødekæde.
Nogle forskere mener imidlertid, at det intensive tobisfiskeri er inkompatibelt med genopretningen af torsk til sunde bestandsstørrelser svarende til i 1950erne.
Kilde: Wikipedia.